Arla et skridt længere med stor amerikansk investering

Arla er sammen med sin amerikanske partner kommet et skridt vider i forhold til opførelsen af en ny ostefabrik. Samlet bliver investeringen på omkring 350 mio. kr., og nu har også den lokale stat lagt penge i projektet.
Foto: Arla/ PR
Foto: Arla/ PR

Som led i Arlas strategi på det amerikanske marked er mejerigiganten og de amerikanske partnere i Dairy Farmers of America i gang med at opføre en ny ostefabrik i Livingston County i staten New York.

Det skriver hjemmesiden Urbancny.com, efter at delstaten har valgt at lægge to mio. dollars - svarende til 14,2 mio. kr. - i projektet.

På den færdige fabrik bliver der skabt beskæftigelse til 30 mennesker, og fabrikken skal ifølge hjemmesiden lave omkring syv millioner kilo ost, der skal afsættes i detailhandlen.

"Disse nye produktionsfaciliteter og samarbejdet med landbruget vil understøtte arbejdet hos vores upstate mælkeproducenter, skabe jobs og hjælpe flere New York-produkter ind på den nationale scene," lød det ifølge hjemmesiden fra statens guvernør Andrew M. Cuomo.

Næste skridt i planlagt investering

I marts indgik Arla Foods aftalen med Dairy Farmers of America (DFA), der er USA's største mejeriselskab, om det fælles joint venture, hvor de sammen skal bygge produktionsanlægget for cheddarost i USA med det formål at undersøge, om der er et marked for premium-cheddar på verdens største ostemarked.

"Sammen med Dairy Farmers of America og otte af deres landmænd, som skal stå for leveringen af den rå mælk, vil vi undersøge mulighederne for at tilføre disse kvalitetsstandarder til cheddarkategorien gennem vores Arla brand," lød det fra Peder Tuborgh, adm. direktør i Arla Foods, i en pressemeddelelse i marts.

DFA har omkring 14.000 medlemmer fordelt på 9.000 gårde i hele USA, som årligt leverer ca. 28 milliarder liter mælk, hvilket gør selskabet til et af verdens største mejerier målt på, hvor meget mælk der ryger igennem produktionsapparatet årligt.

Produktionsanlægget, som de to mælkegiganter skal bygge sammen, kommer til at ligge i den vestlige del af staten New York, hvor også de otte gårde, som skal levere råmælken, har hjemme. Landmændene skal årligt levere omkring 70.000 tons rå mælk.

"Det vil gøre os mere attraktive for detailhandelen, hvis vi har cheddar i det amerikanske sortiment, og dermed kan vi øge salget af vores europæiske produkter fremstillet af vores ejeres mælk," udtalte Peder Tuborgh også.

Arla kommer til at stå for 20 pct. af investeringen, svarende til 11,6 mio. dollar (77,12 mio. kr.), mens amerikanerne får ledelsesansvaret og 70 pct. af ejerskabet i joint venture-selskabet, og de otte landmænd, som leverer mælken, får 10 pct. af ejerskabet.

Fabrikken forventes at stå færdig inden udgangen af 2017.

USA's mælkeproduktion stiger fortsat

Arla holder placering på global mejerirangliste

Arla indgår partnerskab med USA's største mejeriselskab

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også