Overskudsmad fra Rema 1000 hjalp tusindvis af familier

Omkring 2.500 udsatte familier fik i år glæde af overskudsmad fra supermarkedskæden Rema 1000. Miljø- og fødevareministeren glæder sig over initiativet.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

For andet år i træk fik adskillige udsatte danske familier glæde af overskudsmad fra supermarkedskæden Rema 1000. Det fremgår af en pressemeddelelse fra initiativtagerne, som består en af række virksomheder og organisationer.

Frivillige fra organisationerne Dansk Folkehjælp og Stop Spild af Mad delte i julen mad ud til omkring 2500 familier, og der var tale om mad, som intet fejlede, men som var kommet i overskud i Rema 1000's butikker, lyder det i meddelelsen.

"Det er sund fornuft, at man ikke smider god mad ud - både for miljøet og bundlinjen. Projekt Juleoverskud er et rigtig godt eksempel på, hvordan man kan forene indsatsen for at hjælpe familier, som har brug for ekstra hjælp i julen, og reducere madspild," udtaler miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i meddelelsen.

På landsplan deltog 245 Rema 1000-butikker i projektet, og ifølge initiativtagerne er der tale om det hidtil største projekt på landsplan, hvor overskudsmad uddeles til udsatte danske familier. Videre lyder det, at man med indsatsen undgik spild af 30 tons mad.

"Vi takker fra Dansk Folkehjælp og Stop Spild Af Mad for en fantastisk vellykket indsats. Det er superflot klaret af de mange frivillige, sponsorer, samarbejdspartnere og ikke mindst REMA 1000 butikker, som har ekstra travlt i julen. Stor tak til alle bidragsydere til velgørenhedsmiddagen. Mindre madspild og mere juleoverskud giver rigtig god mening," udtaler Dansk Folkehjælps generalsekretær Klaus Nørlem i meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også