Rawbite sælger ud til stor kagekoncern

Trioen bag den fremadstormende madbarproducent Rawbite har solgt dele af virksomheden til den tyske kagemastodont Bahlsen Group. Det sker for at styrke eksporten.
Foto: Rawbite
Foto: Rawbite

På knap otte år er det lykkedes trioen bag Rawbite at skabe en galoperende fødevarevirksomhed med salg til mere end 35 lande og en tocifret millionomsætning samt bruttofortjeneste.

Det startede ellers stille og roligt med hjemmeeksperimenter på køkkenbordet, da de tre venner synes, der manglede en energibar uden tilsætningsstoffer og tilsat sukker tilbage i 2008 og 2009.

Nu har de tre stiftere Morten Fullerton, Nikolaj Lehmann og Rolf Nolsøe Bau skrevet under på en kontrakt med den store tyske kageproducent Bahlsen Group, der gør koncernen til hovedejer af Rawbite. Det skriver Børsen.

"Vi har ekstremt store ambitioner med Rawbite, og med Bahlsen Group om bord vil vi få både få stor erfaring og finansielle muskler til at ekspandere," siger medstifter Rolf Nolsøe Bau til Børsen. De ekstra midler skal særligt bruges til at styrke eksporten til USA og Asien, lyder det.

Meldingen om den tyske indtrædelse i Rawbite kommer kun få uger efter, at den danske chokoladeproducent Summerbird købte mellem 15 og 20 pct. af virksomheden.

Rawbite har ikke ønsket at oplyse, hvad de har solgt virksomheden for, men understreger overfor Børsen:

"At der bliver nok råd til lidt større julegaver i år end sidste år."

I et større interview med FødevareWatch i august fortalte medstifter Morten Fullerton, at selskabet dengang forventede en omsætning på 56 mio. kr. i 2016 og bruttoresultatet hæver sig til 20 mio. kr.

Vækst med udfordringer

Dengang udtalte Morten Fullerton videre om de største udfordringer ved at drive en vækstvirksomhed som Rawbite.

"Vores største udfordring, når man når til den her størrelse, er kapaciteten. Vi er tre mand, der har lavet alt det her, og så begynder antallet af mails og henvendelser på Facebook at eksplodere. Lige pludselig går man fra at være en kreativ innovationsvirksomhed til at være en driftsvirksomhed, der skal vedligeholde og svare på mails, forespørgsler og sponsorater."

Det rammer specielt på den nære relation til kunder og distributører, lød det videre.

"I starten var vi på fornavn med alle, men efterhånden bliver antallet af kunder og distributører så mange, at vi ikke kender dem alle personligt. Hvis nogle spørger, hvor barerne bliver solgt i f.eks. Holland, har vi ikke længere det fulde overblik," siger han. "Det er blevet decentraliseret, så det nu er vores udenlandske distributører, der står for salget og kontakten til kunderne. Det er lidt trist, når man følte, at det hele var som en stor familie," sagde han videre.

Summerbird køber sig ind i Rawbite

Ny madbarproducent vil i blodet på folk

Rawbite tager verden i bider og forventer markant vækst

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også