Vilde urter og kvæg på græs skal sælge yderområder

Mindre samfund i provinsen bruger i højere grad områdets madvarer og naturlige ressourcer til at sælge sig selv som et attraktivt sted at bo og besøge.
Foto: Martin Lyngsstad Slottemo
Foto: Martin Lyngsstad Slottemo
AF RITZAU

I Han Herred i Nordjylland vil lokale kræfter eksempelvis gøre Jammerbugt kendt for vilde urter og kvæg på græs.

Det lokale er nemlig interessant for køberne, siger Jon Sundbo, der er professor i erhvervsøkonomi på Roskilde Universitet.

"Vi kan se, at der er en stigende interesse hos forbrugerne for den lokale mad og hvor den kommer fra," forklarer han til DR Nordjylland.

Han nævner, at København i årevis har brandet sig selv for den nye nordiske mad og på den måde trukket mange nye turister til, men det kan yderområder altså også gøre.

"Senest har vi også set, at Sommerland Sjælland i Odsherred er begyndt at sælge lokal mad som en del af oplevelsen dér," siger professoren.

I Nordjylland håber kok og idémand Kresten Kronborg, at fokuseringen på de lokale, gode og bæredygtige råvarer vil skaffe både turister og dermed arbejdspladser.

"Og skabe noget drive, så vi forhåbentlig får nogle nye folk til at flytte her ud, for at være med til at producere og bruge de her ting og skabe oplevelser omkring det," siger kokken.

Jammerbugt Fødevarenetværk vil samtidig hjælpe producenter af fødevarer, der gerne vil starte op, så området på den måde får en bred palette af lokale råvarer.

Ifølge professor Jon Sundbo er det altså fremtiden for især yderområderne at bruge råvarer og naturen som varemærke.

"Det er svært at se ret mange andre fremtider, så de er også lidt tvunget til det," påpeger han.

/ritzau/

Ambitiøse pizzafolk vil være store som Lagkagehuset og Joe & the Juice

Danske fødevarevirksomheder på charmeoffensiv i Rio

Bornholmsk fisker om gråsælen: Det er havets rotte

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også