Kritik af Fødevarestyrelsen preller af

Fødevarestyrelsen er på det seneste blevet kritiseret fra flere sider for at foretage lange og dyre kontrolbesøg hos især mindre fødevarevirksomheder. Styrelsen afviser kritikken.
Foto: PR
Foto: PR

Af flere omgange er Fødevarestyrelsen på det seneste blevet kritiseret for at udføre lange og dyre kontrolbesøg, når de er ude i fødevarelandskabet for at kontrollere producenterne.

Senest har bestyrelsesformand i det sønderjyske slagteri Gråsten Fjerkræ, Gunder Jensen, onsdag kritiseret styrelsen overfor TV2.

"For at sige det rent ud: Vi er blevet misbrugt. Fordi det, der tager fem timer, kunne med sikkerhed blive gjort på en time til halvanden. I år kommer vi nok til at betale 20-25.000 (kr., red.) for noget, der kunne gøres for 4.000-5.000 kr.," sagde han.

Hos mikrobryggeriet Indslev Bryggeri stemmer man i med kritikken, og tidligere var blandt andet den lille virksomhed Nøddebazaren ude med en kritik af de priser, som Fødevarestyrelsen tager og den fremgangsmåde, som styrelsen anvender.

Iværksætteren bag Nøddebazaren, Mads Lønnberg, modtog en bøde på i alt 8550 kr. for at have overtrådt fødevarelovgivningen omkring produktbeskrivelser og anprisninger. Den oprindelige bøde var på 5000 kr., men derudover skulle iværksætteren også betale et gebyr på 425 kr. per påbegyndt kvarter - i alt 1700 kr. for en time og dertil 1850 kr. for skrivningen af en kontrolrapport og selve bøden.

"Jeg er rystet over, at en skattefinansieret institution kan finde på at opføre sig sådan. Jeg driver en lille virksomhed, og vi har behov for råd og vejledning fra Fødevarestyrelsen, ikke det her. Jeg håber, at der bliver sat en stopper for den her praksis," sagde Mads Lønnberg til TV2 i slutningen af juli.

Fødevarestyrelsen afviser i en pressemeddelelse den seneste kritik, som onsdag på TV2 blev rejst af Gunder Jensen fra Gråsten Fjerkræ.

"Da Fødevarestyrelsens kontrol med Gråsten Fjerkræ begyndte i 2007, var virksomheden en enkeltmandsvirksomhed, der udelukkende videreforhandlede fjerkræ til andre virksomheder. Virksomhedens aktiviteter er udvidet meget siden da. I dag har virksomheden over 20 ansatte, større lokaler og langt flere aktiviteter – den opskærer både fjerkrækød og lammekød, ryger kød, fremstiller egne kødprodukter, importerer og transporterer bl.a. kød, tilsætningsstoffer og fødevarekontaktmaterialer, og senest i år er virksomheden også blevet autoriseret til at fremstille hakket kød. Og så er virksomheden i øvrigt også blevet økologigodkendt. Det betyder, at Fødevarestyrelsen har langt flere lovgivningsområder at kontrollere nu end tidligere – og det medfører længere kontrolbesøg," skriver Fødevarestyrelsen.

Coop tilbagekalder champignoner efter bakteriefund

Stor bekymring i dansk landbrug efter svinepest i EU-land

Mange danskere får for lidt fuldkorn

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også