Chr. Hansen-optakt: Sundhedsdivisionen sløver væksten

Torsdag fremlægger Chr. Hansen regnskab for andet kvartal , og væksten vil efter alt at dømme være en smule svagere i forhold til samme kvartal året før. Det vurderer en stribe analytikere.
Foto: Juan Hein / Ritzau Scanpix
Foto: Juan Hein / Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Når ingredienskoncernen Chr. Hansen torsdag fremlægger regnskab for andet kvartal i 2015/16, vil væksten efter alt at dømme være en smule svagere i forhold til samme kvartal året før.

Men det handler i høj grad om, at sammenligningsgrundlaget er svært, fordi samme kvartal for et år siden var et stærkt af slagsen. Det er særligt divisionen Health & Nutrition, der trækker ned, viser estimater fra syv finanshuse indsamlet af Ritzau Estimates. Den samlede organiske vækst ventes at lande på 9,4 pct. i kvartalet mod 12 pct. i andet kvartal for et år siden. Samtidig er det ventet, at driftsmarginen, EBIT-marginen, før særlige poster runder 26,3 pct. mod 25,2 pct. året før.

"Chr. Hansen er generelt et af de mest stabile selskaber på den danske børs, så det er ikke et regnskab, hvor det svinger for meget til den ene eller anden side. Men når det så er sagt, så er der nogle markedsmæssige ting, der påvirker," siger senioranalytiker Morten Imsgard fra Sydbank.

For Health & Nutrition vil den organiske vækst formentlig dale til 2 pct. modsat de 20 pct. i samme kvartal af 2014/15 ifølge medianestimatet. De 2 pct. er dog ikke udtryk for, at divisionen generelt er i vanskeligheder. Det er snarere udtryk for, at det kniber med sammenligningsgrundlaget, forklarer Morten Imsgard.

"Andet kvartal sidste år var et godt kvartal, hvor Chr. Hansen havde stærkt salg. I den division er det et spørgsmål om, hvornår ordrerne falder. Det er ret store ordrer, og de kan rykke fra kvartal til kvartal," siger senioranalytikeren.

Han peger på, at det er svært at vurdere forretningsområdet på kvartalsbasis netop på grund af forskydningen af ordrer. Samtidig spøger et tab af en kunde inden for dyrefoder fortsat.

"Det er sidste kvartal, hvor det påvirker, at man har tabt en kunde, der valgte selv at producere produkterne inhouse. Det har præget divisionen i de seneste tre kvartaler. Det bliver et mere rent billede fra tredje kvartal og frem. Min forventning er underliggende, at det går fremad for Health & Nutrition, og at man har meget godt fat i markedet, speciel med hensyn til kosttilskud," lyder det fra Morten Imsgard.

Stigende organisk vækst i øvrige divisioner

Chr. Hansens største forretningsområde, Cultures & Enzymes, ser ud til at lande sikkert i kvartalet med en analytikerforventning om omsætningsfremgang til 133,3 mio. euro fra 122,9 mio. euro året før samt en organisk vækst på 10 pct. mod tidligere 9 pct. ifølge Ritzaus Estimates.

"Der har i det seneste år eller mere til været opbremsning i yoghurtmarkedet i Nordamerika. Det er græsk yoghurt, der har trukket væksten. Men man kan læse hos Danone, at det er blevet lidt bedre nu og mere normaliseret, fortæller senioranalytikeren med henvisning til den franske producent, der er førende inden for produktion af yoghurt.

Samtidig er der også stabil fremgang på ostemarkedet," påpeger han.

Forventningen for Natural Colors er, at divisionen kan ryge op på en organisk vækst på 13,5 pct. mod 11 pct. i samme kvartal for et år siden. Her er konverteringen til naturlige farvestoffer i USA ved at tage fart, fortæller Morten Imsgard.

"Det går relativt godt. Ikke mindst i USA, hvor det har haltet i mange år. Efterhånden som flere store føde- og drikkevarekoncerner har været ude at sige offentligt, at de vil skifte farverne i deres produkter til naturlige farveløsninger, så synes der at være kommet skub i konverteringerne i Nordamerika."

Senioranalytikeren mener dog fortsat, at der er uforløst potentiale i farvedivisionen i Nordamerika. En af udfordringerne er at overbevise producenterne om, at der forsyningssikkerhed i de naturlige farvestoffer.

Holder fast i forventningerne

Da Chr. Hansen i januar fremlagde sine resultater for det skæve regnskabsårs første kvartal var det ledsaget af en opjustering. Det er dog ventet, at Chr. Hansen ikke rører ved forventningerne i denne omgang.

"Vi mener ikke, at resultatet for andet kvartal 2015/16 vil være tilstrækkeligt stærkt til, at vi vil se en ny opjustering af helårsforventningerne fra Chr. Hansens side. I de kommende fem år forventer vi, at Chr. Hansen vil levere en gennemsnitlig omsætningsvækst på 9,9 pct. på linje med selskabets estimater," skriver senioraktieanalytiker Frank Hørning Andersen i en foromtale af regnskabet.

Morten Imsgard venter heller ikke, at der er nye forventninger i posen fra Chr. Hansen. De lyder på en organisk omsætningsvækst på 9-11 pct. og en EBIT-margin før særlige poster over 27,1 pct. for 2015/16.

Ølchefer blandt de bedste og værste på børsen

Rapport: Probiotikamarked vil vokse eksplosivt

Chr. Hansen gennemfører opkøb

Mars fjerner kunstige farvestoffer i alle produkter

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter