
For et par uger siden fik jeg skæld ud af min femårige datter. Der var skrig og skrål i badeværelset, da vi skulle have børstet tænder. Far havde taget den almindelige tandpasta (som vi altid har brugt) og ikke den nye Colgate med de storsmilende og storøjede - nærmest flirtende - tegneseriefigurer på tuben. Skrig og skrål og hvordan kunne jeg tro, hun kunne tåle ”voksentandpasta”!? ”Mild smag” står der på tuben. Jeg smagte på den. Det var hvinende sødt med en gennemborende og utvetydig smag af slik; et mix af Jenka- og Huba Bubba-tyggegummismagene fra min barndom iblandet noget karamelagtigt.
Der er selvfølgelig ikke rigtig sukker i tandpastaen - det er jo guf for Karius og Baktus; det er børnelærdom. Der er derimod noget meget værre i tandpastaen. Der er en understøttelse af, at alt hvad der puttes i munden skal være sødt som slik for, at det hører hjemme der i dit barns mund; en understøttelse af en fødevarekultur båret af en fødevareindustri, der benytter vores - og ikke mindst vores børns - smagsløg som et springbræt til en direkte adgang til afhængighedsskabende centre i hjernen.
Allerede abonnent? Log ind.
Læs hele artiklen
Få adgang i 14 dage for 0 kr.
Det kræver intet kreditkort, og du vil ikke overgå til et betalt abonnement efterfølgende.
- Adgang til alle låste artikler
- Modtag vores daglige nyhedsbreve
- Fuld adgang til vores app