Bornholms klar til Mellemøsten

Fiskekonserves selskabet Bornholms er halal-certificeret og klar til Mellemøsten med sit seneste produkt, som marketingchefen har store forventninger til. Hun håber på gennembrud, men endnu er der ikke landet en aftale.
Foto: Majken Søndergaard Nielsen
Foto: Majken Søndergaard Nielsen

Når fiskemessen Seafex løber af stablen om små 14 dage i Dubai, er det en spændt Karina Dyva, marketingchef i fiskekonservesselskabet Bornholms, der står bag standen.

Det er anden gang, Bornholms deltager på den store messe. Denne gang med selskabets seneste produkt og Dyvas hjertebarn i form af en ny fiskesnack. Da Dyva var med på messen første gang, var det kun plastikemballagen til snackproduktet, der var færdigudviklet og med – men det var rigeligt til at vække opmærksomhed.

”De stjal den. De stjal emballagen. Den stod i et stort rør og skulle bare pynte, men folk stak hænderne ned og tog af dem. Jeg sagde, nej I må kun tage en. Jeg tænkte, hvad skal de bruge dem til? De var tomme, det var bare for at vise, hvordan det ville komme til at se ud. Men de skulle have en i hver farve og til deres børn osv. Den appellerer til folk,” siger Karina Dyva til FødevareWatch.

Benarbejde med halalforberedelse

Nu er produktet færdigt. En fiskesnack, der ikke kræver kølig opbevaring, og som hun har store forhåbninger til i den mellemøstlige verden. Bornholms har da også gjort sit benarbejde for at være klart til en entre på markedet.

”Inden vi overhovedet kunne komme til Dubai og Mellemøsten i det hele taget, skulle alle vores produkter halal-certificeres. Fisk er jo generelt halal, men det er det ikke for vores vedkommende, for vi blander nogle produkter sammen i f.eks. pateer, fiskeboller, supper, torskerogn osv., – og så skal hver del af det være halal,” siger Dyva og fortsætter:

”F.eks. er eddike ikke halal – men det kunne vi så skifte ud med juice. Vi har været inde i hvert eneste produkt og lavet dem om til halal. Der er ingen grund til at have to produkter, der ligner hinanden så meget – vi kunne ikke smage forskel, og den ene var med eddike, den anden med æblejuice. Egentligt var det jo bare en meget ren form for produktion.”

Når I går ind og laver den ændring i jeres produktion, er det vel også fordi, I forventer, at I kan lande nogle aftaler på markedet?

”Det er det absolut også. Og nu skal vi derned igen, og det koster jo en bondegård hver gang. Så jo, det er da fordi, vi regner med, at der er et marked,” siger Dyva.

Det er endnu ikke lykkedes Bornholms at lande en aftale i Mellemøsten. Men interessen er tydelig ifølge marketingdirektøren.

”Vi har ingen kunder i Mellemøsten endnu, men de var meget interesserede. Det foregik sådan, at de fløj ind, så havde vi et møde efterfølgende, hvor de sagde at vi lige måtte blive der til tirsdag, hvor de så fløj syv mand ind fra Abu Dabi – det skulle bare være. Og så alligevel endte det med, at vi ikke rigtig har fået hul igennem. Men vi kan bare mærke, at interessen er blevet meget større.”

Eksportmarkederne vil have det danske

Bornholms fylder 100 år i 2015. Da selskabet i sin tid begyndte at eksportere, skabte man eksport-brandet Officer, og det har den danske konservesvirksomhed da også eksporteret i en årrække. Men på det seneste er der sket en ændring i interessen fra f.eks. potentielle kunder fra Mellemøsten og Kina.

”De kan godt lide Bornholmsmærket, selvom det egentligt var tiltænkt Skandinavien. Vi har jo Officer, og der er også nogen, der har købt det i mange år på eksportmarkedet, men jeg vil sige, at Bornholms-mærket pludselig er blevet meget interessant. På Officer står det hele på engelsk, fransk, spansk og tysk, og på Bornholms står det på dansk. Og så vil de hellere købe den danske og putte en sticker på kinesisk eller arabisk på,” fortæller Karina Dyva.

Det er specielt kronen på Bornholms logo, der besnærer de potentielle kunder fra fjerne lande, som mener, at den signalerer stolthed og historie, forklarer marketingchefen.

”Og så får alt, der kommer fra Skandinavien partout et positivt stempel, når det er fødevarer,” siger Dyva.

Bornholms kom ud af 2013 med en bruttofortjeneste på 17,9 mio. kr. og et resultat for året på 2,5 mio. kr. Selskabet er 100 pct. ejet af Christian, Michael og Kenneth Sieverts, hvoraf førstnævnte er adm. direktør.

Bornholms holder en egenkapital på 21,3 mio. kr.

Amanda Seafoods nyder godt af forbrugernes kvalitetshunger

Amanda satser hårdt på Fjernøsten

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter