Kellogg køber sig til stor dansk omsætning
Nordisk Kellogg kommer ud af 2013 med en omsætning på 685 mio. kr. mod 513,5 mio. kr. året før. Det er en vækst på 33 pct.
Den markante vækst i salget skal i høj grad tilskrives opkøbet af det kendte chips-brand Pringles, som Nordisk Kellogg foretog i juni 2012. Indtil da havde Pringles været i hænderne på amerikanske Proctor & Gamble, som nu hovedsageligt har produkter til personlig pleje i folden.
På bundlinjen lander Nordisk Kellogg et overskud for 2013 på 12,1 mio. kr. I 2012 var resultatet større - 13,4 mio. kr. - på trods af, at omsætningen altså var 172 mio. kr. mindre.
Ledelsen betegner regnskabet for 2013 som tilfredsstillende under de markedsforhold, det er leveret under.
Snacks skal trække væksten
Kellogg har en del stærke brands i sin portefølje. Heriblandt Corn Flakes, Special K, All-Bran, Frosties, Coco Pops, Rice Krispies og nu altså også Pringles.
I ledelsesberetningen fremgår det, at man forventer et mindre fald i omsætningen på færdiglavede morgenmadsprodukter, mens den vil stige på snacks, som altså også er tilfældet i 2013. Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke ikke er Kelloggs’ oprindelige forretningsområde, som man forventer vil levere væksten i 2014.
Ledelsen nævner da også den overordnede nedgang i kategorien færdiglavet morgenmad i de nordiske markeder som en risiko.
Kæmper for at bevare markedsposition
Nordisk Kellogg kæmper at beholde sin position som markedsledende inden for færdiglavede morgenmadsprodukter i Norden.
”For at bevare den position er det essentielt for Kellogg Group at være på forkant med produktudvikling, og derfor har virksomheden forsknings- og udviklingsprogrammer i bestemte Kellogg-virksomheder i USA og Europa - ikke i Norden,” fremgår det af beretningen.
Kellogg kom til Norden fra den amerikanske delstat Michigan i 1929 og udviklede sig i de følgende årtier til Skandinaviens største morgenmadsproducent. Der skulle gå 23 år fra Kellogg's Corn Flakes var opfundet, til den kom til Danmark.
Virksomheden, der nu har ansvaret for hele Norden, etablerede egne salgskontorer i de øvrige nordiske lande fra 1987. Sådan er status også i dag.
Produktionen i Svendborg blev lukket i 1997, og Kellogg producerer i dag på sine fabrikker i England, Tyskland og Spanien.
I dag har virksomheden sit nordiske domicil i Glostrup uden for København.
Relaterede artikler:
Kagekonges chipsproducent går frem for femte år i træk
For abonnenter
Nestlé: Danske særregler kan begrænse udbud
For abonnenter