Sojakonge får nyt produkt på hylderne i Norge

Poul Agger blev mangemillionær, da han for seks år siden solgte sojamælksproducenten Naturli’ Foods til Orkla. Nu vil han gentage succesen med produktet Soy4You, som i maj kommer på hylderne i Norge.
Foto: Agger Foods/ PR
Foto: Agger Foods/ PR

Sojaprodukter har vist sig som en særdeles lukrativ forretning for fødevareiværksætteren Poul Agger.

Han solgte i 2008 Naturli’ Foods, der laver sojamælk, til den norske mejerigigant Orkla for et millionbeløb, der gjorde ham økonomisk uafhængig. Nu forsøger han at gentage den succes med produktet Soy4You, som er et vegetabilsk alternativ til kød baseret på soja.

Produktet opnåede i slutningen af januar fuld distribution i Danmark, og 1. maj kommer Soy4You, der i konsistens og smag minder om hakket oksekød, på hylderne i Norge.

”Det er et meget vigtigt skridt for os. Vi har lavet en landerækkefølge for udbredelsen af Soy4You, og nu da vi er helt etablerede i Danmark, er det tid at komme ind i Norge,” siger Poul Agger, som er direktør, ejer og stifter af selskabet Agger Foods, der producerer Soy4You.

Samme potentiale som Danmark

Poul Agger forventer, at Soy4You fra maj kommer i handlen hos NorgesGruppen, Rema 1000 og Coop, som alle er blandt de fire store detailkæder i Norge. Den sidste er ICA Norge.

Forhandlingerne har stået på i tre måneder, oplyser Agger, og er gået igennem et norsk agentselskab, der har forhandlet på Agger Foods vegne.

I Danmark bliver der årligt solgt hakkekød for 13,6 mia. kr., og Poul Agger håber, at Soy4You i 2018 har erobret 2 pct. af det marked. I Norge er nogenlunde forventningerne de samme.

”Der er næsten lige så mange nordmænd som danskere, og derfor har de to lande omtrent det samme potentiale. Men indtrængningen i Norge bliver nok et par år længere. Beslutningssystemerne er anderledes i Norge, og derfor tager det længere tid,” siger han.

Vandt prestigefuld pris

Direktørens plan er, at Soy4You senere på året også kan findes på de svenske hylder, og at produktet næste år skal rulles ud i England og derefter resten af Europa.

"Det er den plan, vi har lagt. Og den holder vi," slår Poul Agger fast.

I oktober sidste år modtog Agger Foods den fornemme pris "SneStorm", som gives til årets mest innovative virksomhed. Prisen blev overrakt af Prinsesse Marie og daværende uddannelsesminister Morten Østergaard.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter