Seruminstitut melder om nyt salmonellaudbrud - peger på oksekød

For under en måned siden blev flere patienter smittet med en salmonellatype - nu er nyt udbrud i gang.
For anden gang på under en måned peges oksekød på som værende årsag til salmonellaudbrud herhjemme. | Foto: Finn Frandsen
For anden gang på under en måned peges oksekød på som værende årsag til salmonellaudbrud herhjemme. | Foto: Finn Frandsen
af ritzau

For anden gang på under en måned er forbrugere i Danmark blevet ramt af salmonellainfektion.

Hidtil er der registreret 43 patienter i sygdomsovervågningen - 27 mænd og 16 kvinder i alderen 3 til 85 år.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse, hvor det henviser til egne tal.

Ifølge epidemiolog Luise Müller fra SSI er de 43 patienter ”toppen af isbjerget”, og det faktiske antal syge er langt højere.

”Det er dem (de 43 patienter red.), der har været syge nok til enten at blive indlagt eller besøge egen læge og få taget en prøve. Så der vil være en del i befolkningen, som har haft noget diarré, hvor der ikke er taget en prøve,” siger hun til Ritzau.

Luise Müller peger også på, at interviews med patienter peger på hakket oksekød som årsag til udbruddet.

Tatar kan være skyldig

For under en måned siden blev 64 patienter i Danmark smittet med en salmonellatype, der viste sig at stamme fra hakket oksekød fra England, oplyser SSI.

Det er fortsat uklart, hvor oksekødet i det nye udbrud kommer fra, men myndighederne er i gang med patientinterviews og gennemgang af indkøbsoplysninger.

”Omkring to tredjedele nævner, at de har spist oksekødet råt. Og det oksekød er vi i gang med at tilbagespore.”

”Vi har bedt patienterne om at dele deres indkøbsoplysninger, så vi sammen med Fødevarestyrelsen kan prøve at tilbagespore, præcis hvor kødet kommer fra,” siger Luise Müller.

Der kan være bakterier i hakket kød, som kan føre til sygdom. Det kan være salmonella, men det kan også være særligt farlige E. coli-bakterier.

Derfor råder Fødevarestyrelsen blandt andet til, at man køber hakket kød, som er specielt beregnet til tatar, hvis man ønsker at spise dette.

Derudover bør man vaske hænder, inden man går i gang med madlavningen og efter at have rørt ved råt kød. Man bør også undgå at smage på råt kød, holde det adskilt fra den spiseklare mad samt gennemstege eller gennemkoge hakket kød.

Som oftest er symptomerne på salmonella milde og går over af sig selv. Hvis man får vedvarende symptomer, bør man henvende sig til sin egen læge, oplyser SSI.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også