Salling Group øger prispres på leverandører: Skal bakke mere op

Priserne skal endnu længere ned på dagligvarer herhjemme, lyder det klare budskab fra Salling Group-topchef Anders Hagh. Dagligvarekoncernen er klar til yderligere priskrig.
Adm. direktør Anders Hagh fra Salling Group kan glæde sig over rekordsalg på 70 mia. kr. i 2023 - og han varsler nu endnu mere pres på dagligvarepriserne. | Foto: Emilie Toldam Futtrup
Adm. direktør Anders Hagh fra Salling Group kan glæde sig over rekordsalg på 70 mia. kr. i 2023 - og han varsler nu endnu mere pres på dagligvarepriserne. | Foto: Emilie Toldam Futtrup

Efterårets prispres på danske dagligvarer er langt fra slut i dønningerne fra to års inflation.

Priserne skal bankes meget længere ned efter de seneste års heftige prisstigninger - og her kommer både supermarkedskæder under Salling Group og leverandørerne til at tage hver deres del. Sådan lyder meldingen fra adm. direktør Anders Hagh fra Salling Group i kølvandet på præsentationen af årsregnskabet for 2023, hvor omsætningen for første gang er landet over 70 mia. kr.

Her har Salling Group trods inflation, store forbrugerskifter med et ryk mod discountvarer formået at løfte både top- og bundlinje. Topchefen understreger, at bundlinjen kunne være landet endnu højere end de 1,6 mia. kr., hvis ikke Salling Group selv havde investeret i tiltaget ”Priskrig” på tværs af Bilka-, Føtex- og Netto-kæderne.

Salling Group runder toplinje på 70 milliarder og varsler ny offensiv

Men der skal endnu lavere priser til på dagligvaremarkedet, og alle skal tage deres tørn, efterlyser Anders Hagh.

”Vi er i god, tæt og konstruktiv dialog med vores leverandører, der har deres udfordringer, men jeg sagt, at jeg gerne ser leverandørerne bakke mere op om det initiativ, at vi skal have priserne til at falde i Danmark. Det vil jeg gerne opfordre til igen,” siger han til FødevareWatch og DetailWatch efter regnskabet.

Anders Hagh peger på, at der er masser af forskellige udfordringer ude hos fødevareproducenterne med råvarer, lageropbygning, logistik og energi, men at man skåret over en bred kam ganske enkelt kan gøre det bedre på det danske marked. Og han vil have leverandørerne med, for at det batter noget i indkøbskurven. 

”Det vil alt andet lige være nemmere for os i dagligvarehandlen at få priserne til at falde, hvis vores indkøbspriser også falder. Der er en grænse for, hvor meget vi kan tage af egen lomme, så hvis vi skal have det brede prisfald igennem i Danmark, skal vi have leverandørerne til at tage en del af den investering. Og det synes jeg stadigvæk udestår,” siger Anders Hagh.

Plads til forbedring

Hvor meget skal priserne falde?

”Det er et kæmpe tal, hvis man ser på de seneste to års inflation, som jo har været næsten 20 pct. Det er klart, at hvis man vil have priserne tilbage, så er det rigtigt mange penge, vi taler om, men det er også en stor leverandørbase. Og mindre kan sikkert også gøre det, men jeg synes bare at vi skal være fælles om denne opgave,” siger Anders Hagh.

Salling Group påpeger, at dagligvarebranchen selv har taget de største - og første - skridt til at få udjævnet de mange prishop fra 2023 og 2022, der bundede i en lang række udfordringer med både råvarer, energi og andre påvirkninger af inflationen.

”Det er ikke dagligvarehandlens opgave alene at få priserne til at falde, men vi tager vores ansvar og gør det vi kan - og tager den dialog med leverandørerne på vegne af vores kunder,” siger Anders Hagh. 

I efteråret søsatte koncernen så sit Priskrig-koncept, der hakkede pristoppen af ”100 populære dagligvarer, og på blot 15 uger faldt priserne med 17 pct svarende til næsten to års inflation,” som det lyder i pressemeddelelsen.

Hvor meget kostedePriskrigjer?

”Vi sænkede priserne med 17 pct. og tog det ud af vores eget overskud. Vi lægger ikke det konkrete beløb frem, men det har da kostet os nogle millioner,” siger Anders Hagh.

Rødmer ikke over indtjening

I lyset af en stærkere bundlinje med milliardoverskud i et tid med prisstigninger ser Salling Group-topchefen ikke et problem i forholdet til forbrugerne, der har skulle finde mange flere penge frem til indkøb af dagligvarer i 2023.

Anders Hagh understreger, at Salling Gorup har taget en række greb med Priskrig-konceptet for at tvinge priserne ned selv og ser en fin balance i regnskabstal versus forbrugerne.

”Vi har ikke noget at skamme os over og har investeret noget af vores overskud i at få priserne til at falde. Vi kunne godt have tjent endnu flere penge, men har valgt ikke at gøre det, for at få priserne til at falde,” siger han som kommentar.

Tværtimod har Salling Gorup-koncernen en ambition om at løfte indtjeningen i de kommende år, selv om det kortsigtede mål er at ramme plet ude i kæderne med prissætning og udbud til kunderne, der fortsat er fokuserede på tilbudsvarer.

”I procent af omsætningen er det ikke noget højt tal (indtjeningen, red.), og det er vigtigt at sige, at alle de penge vi tjener bliver geninvesteret eller uddelt via vores ejere , så det kommer kun kunderne til gavn,” siger Anders Hagh og kalder det en ”klar ambition” at løfte ebit-niveauet fra de nuværende 3,4 pct. i 2023 til over 4 pct. indenfor fem år.

Han peger på en række forbehold for, hvor store prisstigninger vi kommer til at se i resten 2024.

”Om priserne kommer til at falde yderligere fremadrettet - det håber jeg og vi vil i hvert fald gøre vores til at det sker. Men der er råvarekomponenter som kakao der stiger meget i øjeblikket - og det bliver vi selvfølgelig nødt til at sende videre til vores kunder, så jeg tror det bliver et blandet billede i år,” lyder det fra Salling Group-topchefen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter