Debatten om en CO2-afgift bygger på et tvivlsomt grundlag — også en analyse fra vismændene i Det Miljøøkonomiske Råd, advarer to pensionerede forskere fra Aarhus Universitets Institut for Økonomi i Berlingske.
Analysen, som blev offentliggjort i december, konkluderede, at en CO2-afgift på landbruget kun i begrænset omfang vil betyde, at danskerne vil købe mere udenlandsk kød, men de to emeritus-forskere Jan Bentzen og Valdemar Smith retter nu kritik af den konklusion.
De har gransket rapporten og mener ikke, at der er belæg for konklusionen, hvis kun danske landmænd pålægges en afgift.
”Og vi mener ikke, at vismændenes beregninger kan bruges til at udtale sig om danskernes efterspørgsel efter oksekød, hvis Danmark ensidigt indfører en CO2-afgift på dansk kød – det gælder ikke mindst på længere sigt,” siger Jan Bentzen til Berlingske.
I en separat Berlingske-artikel afviser vismand og professor Lars Gårn Hansen kritikken.
Den 24. januar indledes de grønne trepartsforhandlinger, som bl.a. skal tage stilling til udformningen af en CO2-afgift på landbrugssektoren. AgriWatch har talt med Henrik Dam Kristensen, som er udpeget til at lede forhandlingerne, om det arbejde.
Før der kan tages endeligt stilling til afgiften, afventer parterne Svarer-kommissionens rapport. Den står til at komme i uge 6.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie, AgriWatch)