Stærk salgsvækst og annoncerede planer om at åbne yderligere 160 bagerbutikker i år fik onsdag Greggs-aktien til at tage et spring på 9 pct.
Det skriver Financial Times.
Ifølge avisen steg den britiske, børsnoterede bagerkædes omsætning i 2023 med 19,6 pct. sammenlignet med sidste år til 1,8 mia. pund - en stigning, der i høj grad er drevet af volumenvækst samt det, at Greggs’ produkter gennem digitale kanaler er blevet mere tilgængelige for forbrugerne.
Oven i det letter den faldende inflation presset på selskabet, fortalte en talsmand fra bagerkæden onsdag ifølge Financial Times:
”Inflationspresset bliver mindre og med god dækning på fødevareemballage og energi fremover, forventer vi en mere stabil omkostningsbase i det kommende år.”
Greggs står i alt bag 2473 butikker, og planen er, at der skal åbne yderligere 160 butikker i det kommende år.