Danmark skal spille en central rolle i Orklas vækstkanon

Der skal investeres massivt i Orkla Food Ingredients, som kan blive en af norske Orkla-koncernens guldæg. Særligt den danske milliardforretning skal vokse, siger direktør til FødevareWatch.
Odense Marcipan, under Odense Group, er blandt de selskaber, adm. direktør i Orkla Food Ingredients ser stort vækstpotentiale i. | Foto: Odense Marcipan Group / Pr
Odense Marcipan, under Odense Group, er blandt de selskaber, adm. direktør i Orkla Food Ingredients ser stort vækstpotentiale i. | Foto: Odense Marcipan Group / Pr

LONDON

Der er ingen tvivl om, at Orkla Food Ingredients (OFI) i høj grad bliver set som et af Orkla-koncernens fremtidige guldæg. 

Potentialet er stort på markedet, hvor OFI allerede har slået sig fast som et af Europas ledende selskaber inden for ingredienser til blandt andet bageri- og issektoren, blev det flere gange gentaget af Orklas absolutte top under koncernens kapitalmarkedsdag i sidste uge. 

Derfor er OFI også placeret i vækstkategorien ”Grow & Build” i Orklas nye driftsmodel, der blev præsenteret forud for kapitalmarkedsdagen – en placering, der er lig investeringer i vækst, organisk såvel som gennem opkøb. 

Der er med andre ord også udsigt til yderligere investeringer i de mange danske selskaber, der hører under porteføljeselskabet – herunder Odense Group og Naturli’ – i de kommende år, slår adm. direktør i OFI, Johan Clarin, fast over for FødevareWatch. 

Orkla-koncern sætter tal på målsætning og hvor væksten skal hentes

”I de seneste par år har vi investeret ganske stort i Danmark – et sted mellem 170 og 200 mio. norske kr. – og vi ser, som følge af markedets størrelse, Danmark som et vigtigt marked for os,” siger han og fortæller videre, at markedet er OFIs største:

”Vi har i grove træk en omsætning i landet på 4,1 mia. norske kroner.” 

Håber på opkøb

At man i Orkla ser Danmark som et vigtigt marked, ses, som Johan Clarin også nævner, først og fremmest i de investeringer, Orkla har gjort og gør i landet. 

OFI-direktøren bruger som eksempel erhvervelsen af svenske Frödinge, som nu er lagt under Odense Group, og nu har hjemme i gruppen sammen med blandt andre Odense Marcipan. 

Johan Clarin forklarer, at man så Frödinge som en god tilføjelse til Odense-forretningen og dennes fokus på marcipan, kager og alt derimellem. 

”Så på sin vis udvider vi også vores danske forretning uden for Danmark. Der er ingen tvivl om, at det er et vigtigt område for os. For nuværende har vi omkring 656 mennesker, der arbejder for os i Danmark. Der vil forhåbentlig komme endnu flere i de kommende år,” siger direktøren.

Og med det sagt, kommer I også til at udvide jeres eksisterende forretning gennem opkøb?

”Vi investerer en del i at udvide vores kapacitet i form af varehuse, produktionsfaciliteter og så videre. Forhåbentlig kan vi også købe op, men det afhænger selvfølgelig af, hvad der er tilgængeligt på markedet.”

”Men det er helt sikkert; ser vi en interessant mulighed for opkøb i Danmark, er det selvfølgelig en, vi vil følge. Det vil dog primært være organisk vækst, vi går efter i Danmark,” fortsætter Johan Clarin.

I har talt meget om at have en mere dynamisk tilgang til jeres portefølje. Vil vi se afhændelser inden for OFI?

”Vi har ikke nogen planer om frasalg i Danmark. Som sagt er det vigtigt for os fortsat at have en vækstmotor, så vi vil hellere investere i organisk vækst og på sigt opkøb. Men vi har ikke nogen planer for frasalg, nej.”

Sult efter flere, nye markeder

Adspurgt om, hvilke af OFIs virksomheder, der står ud med særligt stort potentiale for stærk, organisk vækst, kan Johan Clarinda heller ikke begrænse sig til en. Det gælder over hele linjen, siger han:

“For eksempel er vi gennem Bæchs Conditori, der hører under Odense Group, begyndt at sælge til en amerikansk detailkæde. Det, mener jeg, er et godt eksempel.”

”Vi ser også interessante muligheder i Naturli’-brandet under Dragsbæk i den britiske detailbranche. Så der er med andre ord masser af muligheder,” fortsætter Johan Clarin.

Ser I flere muligheder for at udvide til andre markeder, ligesom Bæchs har gjort entre på det amerikanske marked?

”Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg ikke, vi havde set den komme, før den gjorde. Men de (den amerikanske kunde, red.) har været fast besluttet på, at bagværket skulle være produceret i Danmark, fordi dansk bagværk er lig med kvalitet og premiumprodukter.”

”I dag er vi i en amerikansk detailkæde, og vi kan godt klare flere, ligesom vi kan gå ind på andre markeder. Jeg ser gode muligheder og masser af plads til os på markedet,” siger Johan Clarin.

Partnerskab åbner nye døre

Når det kommer til opkøb, er der dog en række krav, der skal opfyldes, før det for OFI er interessant, fortæller direktøren til FødevareWatch. Det handler om placering, og så handler det om synergierne med den eksisterende OFI-forretning. 

”Det bliver nødt til at være selskaber, der placeringsmæssigt ligger i nærheden af, hvor vi er i dag. Vi skal heller ikke ud at gøre noget fuldstændig vanvittigt eller ind i en ny kategori eller virksomhedstype. Det skal ske med udgangspunkt i vores eksisterende forretning og dermed også være i samme univers som Odense, Bæchs, CBP, Credin og så videre,” siger OFI-direktøren.

Det er da også vigtigt for Johan Clarin, at selskaberne i en eller anden grad kan bidrage til hinandens forretninger. Han bruger amerikanske Denali Ingredients, som Orkla sidste år købte, som eksempel.

”Vi ser gode muligheder for partnerskaber mellem selskaberne, eksempelvis med Naturli’, hvor vi forhåbentlig kan låne ideer fra det amerikanske marked og gøre til en del af Naturli’-isen,” siger Johan Clarin og fortsætter:

”Selvfølgelig vil øvrige udvidelser i USA eller på andre europæiske markeder også kun åbne yderligere muligheder for os.”

Topchef om forenkling: Færre men større Orkla-selskaber i fremtiden

Giver flere muskler

Her spiller OFIs nylige partnerskab med den amerikanske kapitalfond Rhône også en central rolle. 

I november kunne Orkla offentliggøre, at kapitalfonden er blevet ny medejer af ingrediensbiksen, der som nævnt rummer en række danske selskaber, og er opbygget gennem mere end 50 opkøb. 

Rhône erstatter andre, tidligere finansieringskilder og medejerskabet har blandt andet til formål at danne grundlag for OFIs fortsatte organiske og strukturelle vækstrejse. 

Orkla sælger milliardbid til kapitalfond

Johan Clarin lægger da heller ikke skjul på, at Orklas partnerskab med Rhône åbner nye, vigtige døre:

”Rhône har et fantastisk M&A-netværk med mange forbindelser. Samtidig har de mange erfaringer, og med dem og deres kapital ombord – den kan vi ikke negligere – vil der kun bliver åbnet døre for yderligere muligheder for os,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter