Havbrugsejer for syg til fængsel - anklager søger behandlingsdom og bøde

Østjyske havbrugsselskaber kræves idømt bøde på 48 millioner kroner, mens ejer vurderes for syg til fængsel. (Opdateret)
Hjarnø Havbrug skal betale en bøde på omkring 48 mio. kr., hvis det står til specialanklager, Pernille Moesborg. | Foto: Torben Salomonsen
Hjarnø Havbrug skal betale en bøde på omkring 48 mio. kr., hvis det står til specialanklager, Pernille Moesborg. | Foto: Torben Salomonsen
af ritzau

To østjyske havbrugsselskaber står til en bøde på cirka 48 millioner kroner, mens en 53-årig havbrugsejer bør idømmes ambulant psykiatrisk behandling.

Det er kravet fra specialanklager Pernille Moesborg, der tirsdag ved Retten i Horsens kommer med sine afsluttende bemærkninger i den langstrakte retssag om Hjarnø Havbrug A/S og havbruget Hundshage A/S.

Anklageren mener, at havbrugsejeren og de to selskaber over en årrække systematisk har produceret flere fisk, end de har haft lov til.

Beregninger viser, at havbrugene med placering i og omkring Horsens Fjord har overskredet deres udledningstilladelser med mellem 250 og 400 procent.

Der er ifølge anklageren tale om en ”signifikant overtrædelse”, der har medført risiko for skade på havmiljøet.

Havbrugsejeren har ifølge anklageren bevidst undladt at indberette overproduktionen til myndighederne.

Længe undervejs

Retssagen begyndte allerede i marts 2021. Den har ifølge anklageren været ”ualmindeligt” længe undervejs.

Først forsvandt 77 ringbind med driftsjournaler og regnskabsbilag, der var beslaglagt hos havbrugene.

Det førte til et juridisk tovtrækkeri mellem anklager og forsvarer om, hvorvidt sagen kunne fortsætte.

Landsretten afgjorde, at sagen kunne gennemføres trods de manglende ringbind.

Dernæst blev ejeren sygemeldt. Retten besluttede, at der skulle foretages en mentalundersøgelse.

Den psykologiske undersøgelse har vist, at den tiltalte ikke er egnet til almindelig fængselsstraf.

Det er baggrunden for, at anklageren har ændret sin oprindelige påstand om fængselsstraf til krav om en behandlingsdom.

Kræver personlig bøde

Derudover kræver anklageren havbrugsejeren idømt en personlig bøde i størrelsesordenen 50.000-100.000 kroner, ligesom han ifølge anklageren skal frakendes retten til at udføre sit erhverv.

Sydøstjyllands Politi har tidligere beklaget, at de 77 ringbind på mystisk vis forsvandt, og anklageren gentager det i sine afsluttende bemærkninger.

”Det kan ikke siges tydeligt nok, hvor beklageligt det er, at bevismateriale forsvinder,” siger Pernille Moesborg.

Havbrugsejeren nægter sig skyldig.

Hans forsvarsadvokat, Thomas Andreas Mikkelsen, mener, at havbrugsejeren skal frifindes.

Den 53-årige mand har ifølge advokaten haft den opfattelse, at han kunne kompensere udledningerne fra havbrugene ved at etablere muslingefarme i havet.

Muslingerne optager næringsstoffer fra fiskene, og det kan trækkes fra i den samlede udledning, mener forsvarsadvokaten.

Tilsynsmyndigheden - Hedensted Kommune - har været fuldstændig indforstået med den praksis, lyder det fra advokaten.

”Kommunen har været inde over det her i hele forløbet. Der er ikke noget fejet ind under gulvtæppet. Alt er sket i det åbne,” siger han.

Ud over bøde til de to havbrugsselskaber vil anklagemyndigheden have 191 millioner kroner konfiskeret.

Det svarer til udbyttet af den ulovlige overproduktion, mener anklageren.

Selskabernes advokat, Linda Saugmann Dollerup, vil slet ikke vil forholde sig til konfiskationskravet.

Der er så mange usikkerheder omkring bevisførelsen, at retten må frifinde eller helt afvise sagen, kræver hun.

”Da man mistede de 77 ringbind, fratog man mig og min klient muligheden for at forholde os kritisk til bevismaterialet,” siger advokaten.

Retten ventes at afgøre sagen 7. december.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Photo: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter