Kritiseret rapport om klimaaftryk bliver central i sag mod Danish Crown

Rapport fra Aarhus Universitet kan ifølge sagsøgere ikke bruges som dokumentation for mindsket klimaaftryk.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
af ritzau

En kritiseret rapport fra Aarhus Universitet kommer til at spille en central rolle i en retssag mod Danish Crown, der mandag er indledt ved Vestre Landsret i Viborg.

Her beskyldes kødkoncernen for at have vildledt forbrugerne ved at have brugt udtrykket ”Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror” og sat klistermærker med teksten ”Klimakontrolleret gris” på kødpakker.

Kampagnen bygger på en rapport fra 2019, som Aarhus Universitet udarbejdede for Danish Crown.

Rapporten viser, at klimaaftrykket fra svinekød er nedbragt med 25 procent per kilo produceret kød siden 2005.

Men rapportens værdi anfægtes af de to foreninger – Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen i Danmark – der har stævnet Danish Crown.

Kritikken går på to ting, forklarer sagsøgernes advokat Marc Stounberg.

”For det første har armslængdeprincippet ikke været overholdt.”

”Desuden ser forskerne fuldstændig bort fra de meget store arealer, som bruges til dyrkning af foder til grise.”

”Det er helt enorme arealer, der bruges til dyrkning af soja til svin, og som medfører, at områder afskoves,” siger Marc Stounberg til Ritzau.

Ikke stolt over forløbet

Dagbladet Politiken og mediet Danwatch har afdækket, at rapporten blev til i tæt samarbejde mellem Danish Crown og forskere ved Aarhus Universitet.

Danish Crown fik tilsendt udkast til rapporten, som forskerne i en lang række tilfælde gik med til at revidere.

Flere eksperter har over for de to medier vurderet, at der ikke har været den fornødne armslængde mellem forskere og bestilleren af rapporten.

Pressechef i Danish Crown Jens Hansen siger, at man i Danish Crown ikke er ”stolt” af forløbet.

Men rapportens konklusioner kan der ikke sås tvivl om, påpeger han.

”Udformning af rapporten og den måde, den blev til på i skriveprocessen, er der ingen af os, der på nogen måde kan være stolte af.”

”På det tidspunkt havde vi ikke nogle klare regler for, hvordan vi arbejder sammen med forskningsinstitutioner. Det har vi rettet op på siden.”

”Men der er ingen tvivl om, at man kan stole på de resultater og beregninger, der indgår i rapporten. Det står både vi og Aarhus Universitet 100 procent på mål for i dag,” siger Jens Hansen til Ritzau.

En af forskerne bag rapporten er indkaldt til at afgive forklaring i sagen.

Danish Crown nægter at have overtrådt markedsføringsloven og går efter at blive frifundet.

Vestre Landsret behandler den usædvanlige retssag over seks retsdage. Sidste dag er berammet til 6. december.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter