Investorjagt: Tarmselskab er den største lækkerbisken i Danish Crowns salgskatalog

PORTRÆT: De seneste år har budt på ubrudte vækstrater i Danish Crown-datteren Dat-schaub. Selskabets aktiviteter spænder lige fra medicinalindustrien til bortskaffelse af tømte tarme til biogas.
Tarme til enhver anvendelse - Dat-schaub er blandt verdens største på sit felt. Især medicinaldelen kan måske vække appetit hos investorer. | Foto: Pr/dat-schaub
Tarme til enhver anvendelse - Dat-schaub er blandt verdens største på sit felt. Især medicinaldelen kan måske vække appetit hos investorer. | Foto: Pr/dat-schaub

Det er de færreste selskaber, der som Dat-schaub har så stor spændvidde. En ægte verdensomspændende virksomhed — og det på alt fra tømte tarme til medicinal-råvarer.

Samtidig har selskabet været på en nærmest uafbrudt og lukrativ vækstrejse de seneste år. 

Så når nu tidligere formand Erik Bredholt for Danish Crown sidste uge nævnte netop det hæderkronede, men ofte oversete tarmselskab som en af mulighederne for at hente investormidler, er det helt oplagt.

Hvor de øvrige døtre, der nævnes som til mulig kapitalindsprøjtning, nemlig KLS i Sverige og Sokolow i Polen, er traditionelle slagteri- og kødforretninger i hver deres lande, så har Dat-schaub verden som legeplads. Selskabet rækker sin fangarme langt ud i mange industrier. 

Over fire kontinenter på tværs af verden, har selskabet produktion med næsten 4.000 medarbejdere i dag..

I Nordamerika lykkedes det i 2018 for Dat-schaub sammen med medicinalvirksomheden Sanofi i et joint venture at købe en fabrik til produktion af heparin. Det blodfortyndende middel udvindes fra mucosa, der findes i grisetarme. Hvor det danske selskab ellers har solgt råvaren mucosa, trådte man nu et afgørende skridt længere frem i værdikæden.

Samlet set er Dat-schaub så stort, at man ifølge de seneste tal fra 2019 håndterer omkring 5 pct. af verdensmarkedet på heparin og mucosa.

De pæne indtjeningsmarginer i medicinalbranchen kan meget vel få investorer til at se mere opmærksomt på selskabet, hvis Danish Crown gør alvor af at hente millioner udefra til at finansiere de kommende års investeringer andre steder i koncernen. 

År for år har selskabet leveret vækst med omkring 10 pct. årligt. Seneste omsætning i det forskudte regnskabsår 21/22 lød på 5,3 mia. kroner. Samtidig er ebit fulgt med op. 

Hvordan det seneste år er gået, offentliggøres først med Danish Crowns regnskab sidst i november - men på Dat-schaubs website står der 5,9 mia. kr. i omsætning

Udset som perle til vækst

Starten går helt tilbage til 1893, hvor en tyskejet virksomhed etablerede sig først i Esbjerg, siden i Kødbyen, hvor selskabet i dag hører hjemme. I årene efter blev danske slagterier, både andelsejede og private, medejere. Så fulgte fusionsbølgen i dansk landbrug med sammenlægning på sammenlægning.

De tusinder af kilometer af tarme fra grise, kreaturer, lam samt de kunstige hentes ikke kun på Danish Crowns slagterier. Faktisk udgør de danske grise kun mellem 10 og 15 pct. af råvarerne. 

Med den verdensomspændende forretning og en solid indtjening er det ikke overraskende, at adm. direktør for Danish Crown, Jais Valeur, siden sin start i 2016 har sat Dat-schaub som hovedprioritet for vækst og opkøb. 

Siden har Dat-schaub tilføjet mindst ti selskaber til porteføljen af virksomheder rundt om i verden. Selskaber der derefter bliver integreret i hele værdikæden og det store setup. Senest blev et selskab i Holland føjet til samlingen. Og Jais Valeur nævnte da også tidligere på efteråret, at lige netop Dat-schaub kan være undtagelsen i, at Danish Crown ellers har sat opkøb på pause i den nuværende krisetid.

Danish Crown på opkøb i Benelux gennem guldæg

Dat-schaub har faktisk flest aftaler med andre slagterikoncerner rundt om i verden, hvor selskabet sætter en miniproduktion ind på slagtegangen, hvorefter man samler, behandler og henter grisetarmene til videreforarbejdning. På den måde har Dat-schaub indsigt og forståelse i en stor del af hele verdens slagteriproduktion.

At tarmene sejles verden rundt for at blive renset, især i Kina af tusindvis af medarbejdere, er for de fleste velkendt. Arbejdet kræver små hænder og stor præcision. Samt en vilje til at stå med hænderne i vand i timevis for at sikre, at tarmene er uden huller og har den rigtige diameter til det, den skal anvendes til.

Ud over afsætningen af tarme til stort set enhver form for pølse, sælger Dat-schaub krydderier, maskiner til tarmrensning, samt emballage.

En række af de biprodukter, som Dat-schaub håndterer, ligger på grænsen mellem specialprodukter og affald. Som eksempel kostede farvellet til minkindustrien herhjemme selskabet en betydelig indtjening. Det skyldtes, at blandt andet blodprodukter fra grise blev solgt lukrativt til minkfoder, men så i stedet måtte omdirigeres til biogas.

Topchef Jan Roelsgaard har været ærlig omkring den del af opgaven. Det handler konstant om at optimere afsætningen af alt fra maver til endetarme og kan man løfte et vareparti fra at skulle betale for destruktion til i stedet at kunne indbringe en indtjening, er der meget at hente.

Væksten kom især efter, at konkurrenten Tican blev overtaget af tyske Tönnies — og Danish Crown derfor endte med at købe Thisted-rivalens minoritet i Dat-schaub i 2016. Det gav mulighed for at trække selskabet endnu tættere til koncernen og sætte fut på væksten.

Konkurrencen er betydelig, siges det altid. Men det nævnes også, at en hel del af konkurrenterne består i mindre, nationale, familieejede og -drevne virksomheder. Flere af dem er det lykkedes det danskledede selskab at få aftaler med de seneste år, når de har skullet ejerskiftes.

Ifølge AgriWatchs oplysninger har Danish Crown ikke taget skridt til at sætte en mægler på til at finde en mulig investor til porteføljen.

(Artiklen er leveret af vores søstermedie, AgriWatch)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter