Fremtidens fødevarer får del i bred politisk milliardaftale

I en bredt indgået politisk aftale afsættes der blandt andet midler til at forske i udviklingen af klimavenlige fødevarer og grøn omstilling af landbruget. (Opdateret)
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund fra Moderaterne glæder sig over, at det er lykkedes at lande en bred aftale. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund fra Moderaterne glæder sig over, at det er lykkedes at lande en bred aftale. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix.

Regeringen og Folketinget er blevet enige om fordelingen af 4,2 mia. kr. til forskning – og halvdelen skal gå til grøn forskning og udvikling. 

Det indebærer blandt andet forskning i udviklingen af klimavenlige, plantebaserede fødevarer, skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

”Det er lykkedes at lande en bred aftale, der sikrer, at dygtige forskere på helt centrale områder kan gøre os klogere på den verden og det samfund, vi lever i,” udtaler uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) i meddelelsen. 

Helt konkret sættes der 75 mio. kr. af til ”fremtidens klimavenlige fødevarer,” fremgår det af aftalen. 

Pengene skal gå til at understøtte forskning og udvikling i sunde, klimavenlige fødevarer, fødevaresystemer – og herunder særligt plantebaserede og økologiske fødevarer samt alternative proteiner og indgåelsen i det transnationale forskningssamarbejde i regi af Horizon Europe partnerskabet Sustainability Food Systems, hedder det blandt andet.

Tilfredshed på Axelborg

Udover plantebaserede fødevarer skal der også forskes i grøn omstilling af landbruget, ligesom også forskning i sundhed, trivsel, kunstig intelligens og kvanteteknologi får støtte fra puljen. 

Forskere: Plantemad mangler støttekroner til forskning

Forskning i klima- og miljøvenligt landbrug får helt konkret tildelt 50 mio. kr., mens der til forskning og teknologiudvikling inden for biosolutions afsættes 45 mio. kr., fremgår det af aftalen. En beslutning, som interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer bifalder: 

”Den danske fødevareklynge er stålsatte på at være en del af løsningen på samfundets udfordringer. Derfor glæder det os, at der med aftalen vises så bred politisk opbakning til, at vi også i fremtiden kan producere fødevarer af høj kvalitet med lavest muligt klimaaftryk,” udtaler Anders Martin Klöcker, Erhvervs- og Forskningsdirektør i Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Forskningsordfører for Venstre, Peter Juel-Jensen, udtaler i pressemeddelelsen: 

”Forskning er essentielt for udviklingen af danske eksporterhverv og for, at vi kan komme i mål med den grønne omstilling. I Venstre har vi med fortsat finansiering af de grønne missioner og opbygning af strategiske forskningsmiljøer haft fokus på at skabe gode rammer for udviklingen af vores internationalt konkurrencedygtige fødevareklynge, der sikrer arbejdspladser i landdistrikterne. Samtidig understøtter vi vigtig forskning på for eksempel kvanteområdet, rumforskning og life science. Det er en god aftale, som alle partierne kan være stolte af.”

Også SFs forskningsordfører, Sofie Lippert, glæder sig over, at de klimavenlige fødevarer prioriteres: 

”Med dette års fordeling af forskningsreserve sikrer vi penge til mange vigtige emner. Blandt andet forskning i plantebaserede fødevarer, som er fuldstændig afgørende for den grønne omstilling, og forskning i børn og unges trivsel som skal være med til at belyse, hvorfor børn og unge mistrives i historisk høj grad,” udtaler hun i pressemeddelelsen. 

Pengene stammer fra forskningsreserven for 2024. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter