Hurtigere mæt: Fødevarebranchen kan blive ramt af fedmemidler

Investorerne i USA har stort fokus på effekterne af ny populær medicin til vægttab. Samme realitet kan vente Danmark og udviklingen skal med i fødevareselskabers planlægning, påpeger professor. 
Den stigende popularitet for vægttabsmidler kan komme til at påvirke fødevarebranchen fremover, fordi det kan medføre mindre appetit og øge fokus på sund mad. | Foto: Paul Chinn/AP/Ritzau Scanpix
Den stigende popularitet for vægttabsmidler kan komme til at påvirke fødevarebranchen fremover, fordi det kan medføre mindre appetit og øge fokus på sund mad. | Foto: Paul Chinn/AP/Ritzau Scanpix

Det er ikke uden grund, at den amerikanske fødevarebranche og investorerne bekymrer sig for den store popularitet, som fedmemidler har. Også fødevareområdet i Danmark bør med rette følge udviklingen nøje. 

”Jeg tænker, at den danske fødevarebranche også bør overveje dette i deres planlægning for fremtiden.”

Sådan lyder det fra Tina Vilsbøll, der er overlæge og professor ved Steno Diabetes Center Copenhagen. Hun har et 25 år langt forskningsmæssigt kendskab til tarmhormonet GLP-1, som gennem de sidste 15 år har været brugt i behandling af personer med diabetes, men som også er i gang med at revolutionere inden for vægttab. 

Behandling med fedmemidler har to særlige effekter på forbrugerens fødevareindtag. Først og fremmest spiser man mindre. 

”Hos mennesker ved vi nu, at GLP-1-baseret medicin har en markant og oftest vedvarende effekt på kropsvægten samtidig med en lang række andre virkninger, som gør, at kroppen bliver mere sund. Interessen og populariteten af denne type lægemidler er steget betydeligt de seneste år, hvor mere og mere effektive lægemidler nu er på markedet,” siger Tina Vilsbøll. 

En anden effekt er, at søde sager må vige pladsen for de sundere alternativer, tilføjer professoren. 

”Studier på dyr har for mange år siden vist, at deres præference for for eksempel chokolade faldt og lysten til almindelig mad steg ved behandling med GLP-1-receptoragonister,” siger hun. 

Seneste tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at 86.000 danskere fået ordineret fedmemidlet Wegovy siden december sidste år, hvor det kom på det danske marked. 

”Der er kommet fokus på, at det er stor risiko ved at have overvægt, og der findes effektive medicinske behandlinger. Samtidig er de tilgængelige lægemidler kun begyndelsen, da endnu mere effektive præparater forventes tilgængelig i løbet af de næste få år, hvilket gør at fremtiden er særdeles spændende,” siger Tina Vilsbøll. 

Da udbredelsen af vægttabsmidlerne er i sin spæde start, er der endnu ikke bliver meldt bredt ud fra fødevareproducenterne på det danske marked om, hvordan man forholder sig til populariteten af fedmemidler. 

Presser amerikansk marked

Men i USA ser man de første reaktioner. Tidligere i oktober sagde Walmarts adm. direktør, John Furner, til Financial Times, at kundedata, som sammenligner forbrugerne recepthistorie med deres indkøbsmønstre for mad, antydede, at de, der tog et fedmemiddel, købte mindre mad. 

”Vi ser bestemt en lille ændring i forhold til den samlede befolkning – vi ser en lille tilbagegang i den samlede kurv,” sagde han til mediet. 

Den kommentar førte til et lille frasalg i forbrugsvareaktier, hvor Mondelez- og PepsiCo-aktierne faldt med henholdsvis 7 og 5 pct. i dagene efter. Her har sidstnævnte selskab dog sammen med Pringles-producenten Kellanova insisteret på, at det var for tidligt at se nogen effekt af midlet.

Omvendt viser en Morgan Stanley-analyse, at antallet af patienter, der tager fedmemidler, forventes at blive næste femdoblet og tegne sig for 7 pct. af den amerikanske befolkning i 2035. 

Her peger Pamela Kaufman, analytiker hos Morgan Stanley, på, at påvirkningen af dette vil være koncentreret om virksomheder med stor koncentration af ”snacking” i deres porteføljer. 

Omvendt vil virksomheder, der fremstiller vægtregulerende fødevarer som proteinbarer og shakes, kunne lukrere på, at en stor del af forbrugerne vil blive draget mod produkter, der anses for at være sundere, lyder det videre fra analytikeren.

Livslang behandling

Flere forskere har tidligere peget på en problematik ved vægttab med GLP1-midler. Her har Filip Krag Knop, der er professor, overlæge og forskningsleder på Center for Klinisk Metabolisk Forskning, udtalt overfor DR, at Wegovy er kendetegnet ved at virke, når det bliver taget, og omvendt tager man det hele på igen, hvis man stopper behandlingen.

Det bakker Morten Zacho, forsker i vægttab ved Syddansk Universitet, op om, som er skeptisk over, at slankemedicinen i princippet skal tages resten af livet.

”Studierne peger på, at vægten vender tilbage, når du stopper med at tage det, så derfor kan det blive en kontrakt med djævelen,” udtalte han i forbindelse med, at Danmark som andet land i verden fik midlet på markedet i december 2022. 

Her peger Tina Vilsbøll dog på, at overvægt bør hos hovedparten betragtes som en kronisk tilstand i lighed med andre kroniske sygdomme som forhøjet blodtryk og kolesterol, og må derfor forventes at kræve livslang behandling. 

”Ganske få pct. forventes at kunne nøjes med kortvarig behandling, nogle kan formentlig klare sig med periodevisbehandling, men vi forventer, at i 60-70 pct. af tilfældene vil der være tale om en livslang behandling,” siger hun.

Et tema i fremtiden

Skulle der sidde danske fødevarevirksomheder, som endnu ikke har udarbejdet en strategi for, hvordan man vil tackle fedmemidlernes indtog på markedet, så er der god grund til at begynde at brygge på en strategi. Populariteten af midlerne er nemlig kun stigende. 

”Hvorvidt de danske fødevarevirksomheder ønsker at inkludere disse vægttabsmidler i deres strategi er ikke op til mig at vurdere, men markedet er kun lige begyndt at udvikle sig, så jeg tænker, det er relevant at inddrage det i deres overordnede betragtninger,” siger Tina Vilsbøll. 

Der er nemlig langt mere potente midler på vej de kommende 5-10 år, idet omkring ti forskellige lægemiddelfirmaer lige nu har midler på vej til behandling af svær overvægt. Allerede næste år forventes lægemidlet Mounjaro lanceret, som reducerer vægten endnu mere end de nuværende præparater på markedet.

Det er heller ikke kun inden for diabetes og vægttab, man arbejder med GLP-1-baseret behandling. Også sygdomme som alkoholisme, leversygdom, depression og visse former for gigt er blandt de områder, hvor der lige nu forskes i, om midlet kan hjælpe. 

Tina Vilsbøll samarbejder med en række medicinalvirksomheder, herunder Novo Nordisk, som producerer Wegovy og Eli Lilly, som udvikler Mounjaro. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter