Store virksomheder taget i "frisk markedsføring" af fødevarer

OPSON: I foråret blev en omfattende Europol- og Interpol-efterforskning i EU i geografiske betegnelser på fødevarer sat i gang i 26 lande. Herhjemme overtrådte virksomheder på stribe reglerne. 
Reglerne for hvad man må kalde en ost fra eksempelvis Grækenland er skarpe. Flere danske selskaber falder i fælden, når de skal beskrive produkter med geografiske beskyttede betegnelser. | Foto: Rune Pedersen
Reglerne for hvad man må kalde en ost fra eksempelvis Grækenland er skarpe. Flere danske selskaber falder i fælden, når de skal beskrive produkter med geografiske beskyttede betegnelser. | Foto: Rune Pedersen

Flere danske fødevarevirksomheder blev i foråret taget i at være lidt for friske i deres markedsføring af vin, oste eller kød og dets geografiske betegnelser af Fødevarestyrelsens Rejsehold. 

Ud af 45 kontroller ved danske fødevarevirksomheder faldt 19 selskaber i fælden med ”for frisk markedsføring,” som Fødevarestyrelsens Rejseholds chef, Michael Rosenmark, beskriver fundene. Oprindeligt stod fire virksomheder til bøder, men det blev senere ændret til to virksomheder. 

Det viser en aktindsigt FødevareWatch har fået i Fødevarestyrelsens Rejseholds fund i forbindelse med Operation Opson. 

Operationen foregik tilbage i foråret 2023, men først her henover sommeren er resultaterne af kontrollerne piblet frem. Operation Opson er et samarbejde på tværs af 26 lande iværksat af Europol og Interpol, der skal finde falske fødevarer. I foråret var temaet for operationen ”geografiske betegnelser.”

De endelige resultater på tværs af 26 lande er endnu ikke offentliggjorte af Europol og Interpol. I 2022 resulterede operationen i beslaglæggelse af 26.800 ton fødevarer, 74.000 bøder og 80 arrestordrer. 

Herhjemme igangsatte Fødevarestyrelsens rejsehold operationen i det tidlige forår, hvor 50 danske virksomheder blev udvalgt baseret på deres handel med vin, oste og kød. Udvælgelsen af virksomheder skete ifølge Michael Rosenmark baseret på rejseholdets historik med tidligere kontroller af disse virksomheder. 

Brud på reglerne

Ifølge Michael Rosenmark har overtrædelserne i høj grad bestået af, at virksomhederne har brugt betegnelser om eksempelvis en ”hård ost” som værende ”parmesan-agtig.” Men det er imod reglerne for markedsføring, da produkter med geografiske betegnelser ofte er beskyttet af den tradition og forarbejdningsteknik, som bruges i det givne land. 

Han fortæller videre, at de danske fund i sammenligning med andre lande er milde og oftest handler om ”ubevidste overtrædelser” af lovgivningen om markedsføring af beskyttede geografiske betegnelser. Men: 

”Forbrugerne vil typisk købe nogle produkter, der er billigere. Hvis en virksomhed så markedsfører dem som værende ”noget agtigt” til en lidt bedre pris, så kan det medføre profit. Men lovgivningen er meget klar på dette område, og man må ikke lave disse sammenligninger af fødevarer,” siger Michael Rosenmark

Han pointerer dog, at det er Fødevarestyrelsens Rejseholds vurdering, at virksomhederne ikke har trådt ved siden for at opnå en profit, men blot har været ”for friske i deres markedsføring.”

Store selskaber gik i fælden

Flere store danske virksomheder er blevet taget i kontrollen såsom Arla Foods, Salling Group og Globus Wine. I førstnævntes tilfælde fik Arla Foods en bemærkning, da producentens Karolines Køkken grillost bliver beskrevet som en ”halloumi-type ost.” Samtidig havde blåskimmeloste overskriften gorgonzola. 

Denne sammenligning er dog ikke lovlig. 

Af kontrolrapporten fremgår det, at Arla ikke har været helt enig i Rejseholdets bemærkninger. Mejeristen kommenterer, at der ikke er sider, hvor ”man direkte kan købe varen. Vi har alene haft til hensigt at beskrive ostene,” fremgår det af kontrolrapporten. 

FødevareWatch ville gerne have hørt Arla Foods, hvorfor mejerikoncernen beskriver sine oste som beskrevet ovenfor, men Arla har ikke haft lyst til at stille op til interview. I et mailsvar skriver Arlas direktør for Trade Policy & Food Regulatory, Jane Østergaard Norsk:

”Vi oplever, at de grundlæggende principper i lovgivningen er retvisende. Ved de fleste lovtekster er der en vis fleksibilitet eller gråzone, og en kampagne som Opson hjælper med at definere rammerne, så der er fælles retningslinjer.”

Skal være korrekt

Også den danske vingrossist Globus Wine fik besøg af Fødevarestyrelsens Rejsehold i fem en halv time. Her fandt man overtrædelser i form af et vinparti, der havde oprindelsesbetegnelsen La Mancha. Men sådan kunne partiet ikke karakteriseres, vurderede Fødevarestyrelsens Rejsehold. 

I kontrolrapporten fremgår det, at Globus Wine i juni ikke kunne verificere et certifikat udstedt af en en unavngiven, udenlandsk vinleverandør. 

”Fødevarerejseholdet vurderer, at fremsendelse af pågældende tilrettede faktura er forsøg og medvirken til vildledning. Forholdet sanktioneres dog ikke, da Globus Wine frivilligt har tilbagetrukket fakturaen inden kontrollen.”

FødevareWatch har forsøgt at få en kommentar fra Globus Wine, men selskabet er ikke vendt tilbage på FødevareWatchs anmodning.

Også Salling Group overtrådte reglerne. I en kontrolrapport fremgår det, at: ”Under Bilka to-go markedsfører (red: Salling Group E-handel) “grill ost” med overskriften “Halloumi”. Det er tilfældet ved to oste, hvor kun den ene er en Halloumi.”

Ifølge kontrolrapporten skete fejlen fra Salling Groups side dog længere tilbage i leverandørleddet, da ”Leverandøren ligger alle data om produkterne ind i et elektronisk system. Ud fra (leverandørs) oplysninger i systemet, skriver vi de tekster der lægges ind på Bilka To Go-hjemmesiden.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter