Danish Crown-topchef: Ikke meget appetit på opkøb

Tiden og renteniveauet er ikke til store opkøb. I stedet skal der fokuseres på kernen, melder topchef Jais Valeur.
Foto: Joachim Ladefoged/ERH
Foto: Joachim Ladefoged/ERH

Mens Danish Crown for et par år siden havde et stort fokus på at købe virksomheder for at styrke forædlingen i selskabet, er situationen helt anderledes nu.

Det forklarer adm. direktør Jais Valeur i ugen, hvor han lancerede en stor spareplan, der over de næste to år skal fjerne omkostninger for 1,5 mia. kr. i organisationen - for i stedet at bringe de penge ud til andelsejerne som betaling for deres slagtegrise.

”Lige nu får vi et hav af muligheder for opkøb på vores bord. Mange er i den ene eller den anden krise. Men det har vi ikke meget appetit på for øjeblikket,” forklarer topchefen

Danish Crown lancerer ny spareplan: Skal finde 1,5 mia. på to år

De første år efter han blev adm. direktør for Randers-virksomheden gik han målrettet på jagt efter små og store virksomheder inden for forædling af fødevarer. Danish Crown købte både en række svenske fødevareselskaber, tilføjede talrige selskaber til tarmselskabet DAT-Schaubs portefølje og købte blandt andet Slagter Munch og pepperoni-specialisten DK-Foods herhjemme.

Tidligere på sommeren købte Danish Crown også et tarmselskab i Holland til guldægget DAT-Schaub, men Jais Valeur er blevet mere kræsen og tilbageholdende, siger han.

Danish Crown på opkøb i Benelux gennem guldæg

”Det er ikke det, der står øverst på vores liste. Vi skal have drevet omkostninger ud af vores setup, udnytte vores slagterikapacitet og sikre yderligere automatisering,” siger han.

Vil holde lidt igen

Her spiller den kraftigt stigende rente også ind.

Den Europæiske Centralbank har hævet renten med sammenlagt 4,25 procentpoint siden juli 2022. Senest blev renten hævet med 0,25 procentpoint til 3,75 procent, hvilket er det højeste renteniveau siden maj 2001.

100 mio. kr. ekstra i renter påvirker DLG: Vi ser mere grundigt på investeringer

De stigende renter har kostet ”søsterselskabet”, andelsgrovvareselskabet DLG 100 mio. kr. ekstra i renter alene i år, og påvirker også Danish Crown.

”Jeg forventer, at vi holder lidt igen. Med de stigende renter er man endnu mere varsom med, hvordan man bruger sin kapital. Det, som vi har absolut fokus på, er automatisering på de danske a-kilo,” siger Jais Valeur.

De danske a-kilo er leverancerne fra andelskoncernens andelsejere i Danmark og dermed kernen af selskabets slagtninger, selv om man også køber dyr fra landmænd i Tyskland, Polen og Sverige.

Når det gælder om at finde penge til robotter og teknologi til at overtage det hårde, manuelle arbejde, påpeger Jais Valeur det som positivt, at koncernen nu efter lukningen af Sæby har færre lokationer at sprede millionerne ud på.

”Når vi har lukket Sæby, giver det os mulighed for at investere nogle af de penge, vi ellers skulle have haft brugt der. Automatisering vil have topfokus, men vi vil have et kritisk kig på renteniveauet. Vejen frem er ikke at lade være med at investere,” lyder det.

Erhvervsøkonomisk chef: Højt renteniveau fortsætter ind i 2024

Danish Crown forventer i forbindelse med planen, der er døbt Horizon at skulle afskedige op mod 100 i administrative funktioner i løbet af efteråret.

Midt i DC-krise: Topchef tør ikke sætte dato på afgørende mål

(Denne artikel er leveret af FødevareWatchs søstermedie AgriWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også