Daloon-direktør: ”Vi tænker også i falafler, burger, snack og osteprodukter"

”Vi går til markedet med ambitionen om at være en full provider of snacks and meal solutions,” lyder ambitionen fra direktøren, der vil udnytte styrken i sit ejerskab yderligere.
”Istedet for at sige, at vi kun vil sælge Daloon, vil vi gerne sælge en løsning til kunden – og det kan i dag også være en private label-løsning, hvor man måske var mere protektionistisk i Nyborg førhen, fordi Daloon jo er vores arv,” siger adm. direktør i Daloon, Søren Elkjær Vang. | Foto: Pr/Daloon
”Istedet for at sige, at vi kun vil sælge Daloon, vil vi gerne sælge en løsning til kunden – og det kan i dag også være en private label-løsning, hvor man måske var mere protektionistisk i Nyborg førhen, fordi Daloon jo er vores arv,” siger adm. direktør i Daloon, Søren Elkjær Vang. | Foto: Pr/Daloon

Danskerne skal ikke forvente billigere forårsruller lige foreløbigt - i hvert fald er markedet ingenlunde et sted, hvor det er muligt med prisfald, fortæller Søren Elkjær Vang, adm. direktør i Daloon. 

”Når vores totale omkostningsbase og udviklingen tillader det, forventer jeg, at vi kan gøre noget på priserne. Det er dog ikke noget, vi kigger på lige nu,” siger han til FødevareWatch og forklarer det med forsinkelse i markedet, igangværende kontrakter og en fortsat høj inflation.

”Og ja, så er der mange, der siger, at man bare kan starte med at sænke priserne selv, men det er ikke rigtigt den vej, det går. Vi har også lønninger og stigende omkostninger, der presser os. Og når lønstigninger er højere, end du er vant til, kan du ikke bare effektivisere dig ud af det,” fortsætter Daloon-direktøren. 

”Ikke decideret prangende” resultat for Daloon i 2022

Søren Elkjær Vang taler på bagtæppet af offentliggørelsen af forårsrulleproducentens 2022-regnskab, der bød på et - i direktørens egne ord - ”ikke decideret prangende” resultat.

Ligesom omsætningen i året steg til 241,2 mio. kr. fra 217,3 mio. kr. året forinden - noget, der i særdeleshed skyldes ”uundgåelige prisstigninger” - voksede også bundlinjen, der atter var positiv. 

Årsresultatet lød således på 3,2 mio. kr. mod 2,2 mio. kr. året forinden, men end ikke det var nok til at gøre Søren Elkjær Vang tilfreds. 

”Vi producerer i omegnen af 300 mio. forårsruller årligt i Nyborg (afhængigt af størrelsen) med en omsætning på 240 mio. kr., så man kan vel ikke sige, at et resultat på 3,2 mio. kr. er decideret prangende. Godt nok en fremgang fra 2021, men langt fra tilfredsstillende,” lød det fra Daloon-direktøren oven på resultatets offentliggørelse. 

”Bedre gearet og mere klar”

Bedre ser det dog ud i 2023, fortæller Søren Elkjær Vang, der dog af de seneste år har lært, at man skal tage sine forbehold. Så det gør han.

Hvad fortæller dig, at det bliver bedre?

”Det gør nogle af de ting, vi har haft kørende, samt det, at der kommer mere kontinuitet - blandt andet i forhold til vores interne processer, altså produktionsmæssige optimeringer, som vi jo hele tiden skal arbejde på.”

”Vi har også rent mandskabsmæssigt reguleret til og i og med, at lønningerne er så tunge i dag, har det også en betydning,” siger Søren Elkjær Vang, der på den baggrund konkluderer:

”Vi er bedre gearet, og vi er mere klar.”

Daloon er ejet af den hollandske fødevarekoncern Goodlife Foods, der for nyligt fik ny ejer i form af kapitalfonden IK Partners - selvsamme selskab, som netop har frasolgt Løgismose til den familieejede, fynske Halberg-koncern.

Ikke kun forårsruller

Søren Elkjær Vang har før fremhævet den styrke, som det giver Daloon at være en del af en større europæisk gruppe, og han gør det gerne igen. Særligt ser han store fordele i at udnytte det fulde gruppesortiment til fulde - noget, der skal sættes yderligere fut under: 

”Vi er mere observante på private label-delen og også mere observante i forhold til at få løftet flere af vores interne gruppeprodukter ind i Norden,” siger Søren Elkjær Vang og fortsætter:

”Vi tænker ikke kun i forårsruller, vi tænker også i falafler, burger, snack og osteprodukter samt en masse andre varer, vi udvikler på gruppeniveau. Det skal vi have løftet ind – og det skal vi særligt i out of home-delen.”

Daloon-ejer får ny kapitalfond i ryggen

Ifølge Daloon-direktøren er man allerede i fuld gang med at løfte den opgave, ”men det er også noget, der tager tid,” siger han. Han forventer, at man allerede i 2023 men i særdeleshed i ”2024, 2025, 2026 og derudad” kan høste frugterne af det.

Hvad de konkrete ambitioner er, kan Søren Elkjær Vang ikke sige det store om. Som han siger: 

”Vi er jo en del af en gruppe, så selv om vi har separat cvr-nummer i Danmark, er vi jo – set fra gruppeperspektiv – bare en produktionsenhed, der ligger i Nyborg.”

Mere private label

Søren Elkjær Vang gør dog et stort nummer ud af at understrege, at det i hvert fald ikke er et farvel til Daloon”, når han bebuder et øget fokus på private label. 

”Men det er signal om, at vi ikke kun går til markedet med de brandede produkter under armen. Vi går til markedet med ambitionen om at være en full provider of snacks and meal solutions – med private label og med mærkevarer,” siger han og fortsætter:

”Så i stedet for at sige, at vi kun vil sælge Daloon, vil vi gerne sælge en løsning til kunden – og det kan i dag også være en private label-løsning, hvor man måske var mere protektionistisk i Nyborg førhen, fordi Daloon jo er vores arv.”

Med det sagt håber han også, at der med tiden bliver plads til mere innovation inden for netop mærkevarerne:

”Der kommer forhåbentligt en innovationsagenda på et tidspunkt igen. Det er dog klart, at der med det 2022, vi har været igennem, og også starten af 2023, har været lidt damage control, hvor vi har skullet sørge for, at vandet ikke fosser ud,” siger Søren Elkjær Vang. 

Endnu et overskud i vente

Der er da heller ikke noget, der tyder på, at vandet i dag fosser ud af Daloon - noget, der også afspejles i forventningerne til 2023, hvor endnu et overskud kan synes i horisonten. 

”Resultatet skulle gerne ligge et sted mellem 3-5 mio. kr. i overskud. Og det håber jeg, vi skal bygge konservativt på,” siger Søren Elkjær Vang med henvisning til, at man ikke har ambitioner om at tage resultatmæssige kvantespring:

”At springe til en indtjening på 20 mio. kr… det er lidt for voldsomt, tror jeg.”

Ifølge Søren Elkjær Vang er det dog svært at sige noget konkret om, hvornår man i Daloon er tilfreds med, hvor forårsrullefyrtårnet er resultatmæssigt. Den slags er svært at spå om, siger han – særligt taget de seneste år i betragtning.

”Vi er kom ud af corona og direkte ind i en krig. Og når vi kommer ud af krigen, kommer vi sikkert ind i noget andet. Der er hele tiden noget, vi skal forholde os til – og det er selvfølgelig lidt nemmere, når man er lidt mere robust rent økonomisk,” siger han og fortsætter:

”Der er ingen tvivl om, at der kommer til at blæse flere vinde. Det har vi været vant til i fødevarebranchen i mange år; sygdomme, embargo, handelskriser, you name it. Det er den nye standard.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter