Scandi Standard vinker farvel til sin økonomidirektør
Julia Lagerqvist, der er økonomidirektør hos Scandi Standard, har fratrådt sin stilling.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra den svenske fjerkrækoncern, der blandt andet har danske Danpo under vingerne.
Lagerqvist har været ansat som CFO siden maj 2019 og fortsætter, indtil en afløser er på plads, eller hendes opsigelsesvarsel på seks måneder udløber, alt efter hvad der kommer først.
”Jeg vil gerne takke Julia for hendes tid hos Scandi Standard og især for hendes vigtige bidrag til at føre os sikkert gennem den udfordrende inflationsperiode i de seneste år. Jeg er taknemmelig for hendes dedikation til at sikre en velordnet overgang og ønsker hende alt det bedste i hendes nye bestræbelser.”, udtaler Jonas Tunestål, adm. direktør i Scandi Standard.
I årets første kvartal steg nettoomsætningen med 18 pct. til samlede 3,2 mia. svenske kroner fra 2,7 mia. svenske kr. i det sammenlignelige kvartal i 2022.
Resultatet af den primære drift, ebitda, steg ligeledes i kvartalet - dette fra 136 mio. svenske kr. i første kvartal af 2022 til 196 mio. svenske kr. i første kvartal af 2023.
(Denne artikel er leveret af FødevareWatchs søstermedie, AgriWatch.)
Relaterede artikler:
Scandi Standard løfter top og bund i 2022
For abonnenter