Forfalsket honning presser danske biavlere

Ny undersøgelse viser, at en stor del af den importerede honning i EU-lande formentlig er falsk. Biavlere kræver handling, og Venstre og LA går nu ind i sagen.
Foto: Per Folkver
Foto: Per Folkver
AF RITZAU

Når danskerne sætter sig til morgenbordet og tager en skive franskbrød med honning, er der en sandsynlighed for, at der ikke er tale om ægte honning.

Biavlerne i Danmark har med bekymring læst en ny rapport fra EU. Den konkluderer, at der er mistanke om, at en stor del af den honning, der importeres til EU-lande fra lande uden for unionen, faktisk slet ikke er ægte honning, men i stedet produkter lavet med sirup.

Mellem november 2021 og februar 2022 blev 320 honningprøver kontrolleret i en koordineret indsats. I 147 tilfælde var der mistanke om forfalsket honning.

Der skal foretages yderligere test for med sikkerhed at fastslå, at honningen er falsk, men Rune Havgaard Sørensen, sekretariatsleder i Danmarks Biavlerforening, er urolig.

Han siger, at det kan have store konsekvenser for biavlerne, blandt andet dem i Danmark. Biavlerne har i flere år været presset af billige importerede produkter, fortæller han.

”Kan de ikke skabe det økonomiske grundlag, lukker de jo ned,” siger Rune Havgaard Sørensen om avlerne.

”Sirup er billigere, så når man sælger det som honning bagefter, har man en væsentlig fortjeneste. Der er en stor sandsynlighed for, at de her falske produkter presser priserne,” siger han.

Behov for politisk handling

I EU’s kontrol er der også undersøgt enkelte prøver fra honning, som er kommet ind i Danmark. Disse var ikke mistænkelige, men problemet på et generelt EU-plan viser, at den forfalskede honning nok også er her i landet, og Rune Havgaard Sørensen undrer sig over, at det kan ske.

Der er også et andet perspektiv end det forbruger- og erhvervsmæssige. Hvis biavlere bliver nødt til at nedskalere eller lukke, er der færre bier og dermed mindre bestøvning.

Det kan blandt andet gå ud over en lang række planter, der er afhængige af bestøvning fra bierne.

Ifølge Rune Havgaard Sørensen er der brug for politisk handling. Det kan ske både i Danmark og i EU.

Der bør laves klare regler om, at det skal fremgå tydeligt på honningprodukterne, hvor de kommer fra, mener han.

”De fleste forbrugere vælger honning med et dansk klingende navn. Og de går hjem i den tro, at der er tale om dansk honning. Men meget af den honning er netop den, der indgår i undersøgelsen her, fra lande uden for EU,” siger han.

Og så skal der ifølge Rune Havgaard Sørensen blandt andet være bedre kontrol og bedre mærkningsordninger.

Hos Liberal Alliance vækker tallene bekymring, og fødevareordfører Carsten Bach vil nu tage sagen op med fødevareminister Jacob Jensen (V).

”Jeg synes, at det her lyder skræmmende, for jeg vil jo kalde det en form for fødevaresvindel,” siger han.

Bach kunne sagtens forestille sig - og savner selv som forbruger - en klarere afmærkning af, hvor den solgte honning i Danmark kommer fra.

Også Venstre vil se på problemet. Fødevareordfører Erling Bonnesen vil ligeledes straks rette henvendelse til sin partifælle, fødevareministeren.

”Det tyder jo på, at der kommer fuphonning ind. Det er stærkt utilfredsstillende, og det skal vi have set på.”

”Det er falsk varebetegnelse,”siger Erling Bonnesen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter