Efter direktør-fyring indsætter Tican tysk formand
Ticans øverste poster har gennemgået en rokade, efter den nu tidligere adm. direktør Sebastian Laursen blev afskediget onsdag.
Mens slagterikoncernen arbejder på at finde en arvtager, har formand Steen Sønnichsen overtaget direktør-depechen midlertidigt, hvorfor der er blevet indsat en ny formand.
Ifølge erhvervsregistret er Ticans nye formand Carl Ernst Bürger, der kommer fra toppen af moderselskabet Tönnies, hvor han varetager stillingen som direktør for Tönnies Financial Services.
Sebastian Laursen fik under et år på posten i slagteriet, der ligesom de resterende aktører i branchen kæmper med et vigende råvaregrundlag som følge af et dårligt bytteforhold.
Det har udfordret kapaciteten, hvortil Tican har måtte reducere sine slagtninger flere uger ud i fremtiden.
Slagte-statistik afslører grisesektorens mavepuster
”Branchen er presset af det helt generelt. Det er klart, at der er store udfordringer i branchen. VI ser det operative omkring konkurrence, og det gør, at der er faldende tilgang af grise og øget eksport af smågrise. Det afgørende er, at vi skal være konkurrencedygtige på vores afregningspriser. Ellers har vi risikoen for, at der forsvinder for mange smågrise ud af landet,” udtalte Steen Sønnichsen til AgriWatch onsdag.
Tican omsatte i sit seneste regnskab for godt 8 mia. kr. og beskæftiger 950 ansatte.
(Denne artikel er leveret af FødevareWatchs søstermedie AgriWatch.)
Relaterede artikler:
Tican-formand efter fyring: Branchen er presset
For abonnenter