Franske Danone, der gør sig inden for friske mejeriprodukter som yoghurt, vand på flaske og babyernæring, kom ud af 2022 med den største salgsvækst i ti år primært drevet af stigende priser.
Koncernen, der står bag mærker som Danone, Actimel og Evian, fik på årsbasis en organisk vækst på 7,8 pct. Og i fjerde kvartal var væksten på 7 pct. mod ventet 6,5 pct. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Aktien stiger da også med 1,6 pct. i middagshandlen på børsen i Paris.
I 2022 landede det sammenlignelige salg på 27,66 mia. euro, hvor 8,7 pct. af væksten kom fra højere priser, mens andelen fra mikseffekter bidrog med negative 0,8 pct.
I fjerde kvartal kom der for alvor gang i prisstigningerne, da 11 pct. af salgsvæksten stammede for højere priser. I euro og cent var tallet for omsætningen 7,01 mia. euro mod ventet 6,93 euro.
Topchef Antoine de Saint-Affrique er i gang med at iværksætte en turnaround-plan for den franske koncern på et tidspunkt, hvor inflationen er tæt på 40-års top i både USA og Europa.
Han kæmper for at øge koncernens volumener, som er faldet i syv på hinanden følgende år, og driftsmarginen, som krympet til det laveste niveau i mere end et årti, skriver Bloomberg News.
Men træerne vokser ikke ind i himlen. For 2023 ser Danone en vækst i det sammenlignelige salg på 3-5 pct. Det læner sig dog meget godt op ad konsensus, der lyder på 4,1 pct.