Dansk statsfond indgår i trecifret millioninvestering i økologi

IFU investerer i indisk selskab målrettet økologiske producenter. Selskabet modtager i alt 370 mio. kr. fra statsfonden samt Morgan Stanley India Infrastructure.
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Den internationale økologiske dagsorden styrkes med en investering på et trecifret millionbeløb.

Det er den danske statslige fond, Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), der i samarbejde med den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley kaster 53 mio. USD, svarende til 370 mio. kr., efter det indiske selskab Suminter.

Pengene skal gå til at styrke den økologiske produktion i Indien og samtidig understøtte dele af en overordnet vestlig, økologisk værdikæde: Suminter servicerer allerede mere end 250 fødevarebrands fordelt over 20 lande i Nord- og Sydamerika og Europa, herunder flere af verdens største fødevarebrands, skriver den statslige, selvejede fond i en pressemeddelelse.

Suminter leverer, forarbejder og eksporterer en række økologiske og GMO-fri produkter som sojabønner, kokos, krydderier, oliefrø og sukker, og understøtter dermed en række producerende småbønder. Kapitalindskuddet skal bl.a. gå til at understøtte, at endnu flere små indiske producenter kan omlægge til økologi.

Under Suminters hat er der i øjeblikket omkring 90.000 producenter fordelt over 175.000 hektar land, der geografisk ligger primært i Indien, men også i Filippinerne og Uganda.

”Vi er glade for at byde Morgen Stanley og IFU velkommen som partnere og ser frem til at accelerere vores globale lederrolle inden for bæredygtigt landbrug,” udtaler Suminters grundlægger og adm. direktør Vijaykumar Mehra i pressemeddelelsen.

Hovedrolle i skaleringen af økologi

Mede pengene glæder direktøren sig til at fortsætte udvidelsen af tilstedeværelsen i forsyningskæden i Asien og Afrika med henblik på at betjene den globale kundebase, som i stigende grad efterspørger rene landbrugsprodukter efter pandemien.

Morgen Stanley India Infrastructures adm. direktør, Shyamsundar Gurumoorthy, forudser, at Suminter vil spille en hovedrolle i skaleringen af økologi:

”De (Suminter, red.) har præsteret konsekvent i årenes løb, selv under corona-pandemien. Når det gælder markedsmuligheder, er økologisk landbrug stærkt underrepræsenteret. Vi mener, at Suminter vil spille en hovedrolle i skaleringen af denne industri, konsolidere sin førende markedsposition og fremme vækstren indenfor bæredygtige landbrugsmetoder,” er Shyamsundar Gurumoorthy citeret for i pressemeddelelsen.

Hos den danske partner, vice præsident for landbrugsforretning hos IFU, Otto Vinther Christensen, fremhæver forbedringen for små bønders vilkår:

”Suminter har allerede et gennemprøvet koncept og en solid track record, og vi mener, at vores nye partnerskab kan videreudvikle forretningen og forbedre levevilkårene for flere småbønder i Asien og Afrika”.

IFU’s investgering foretages på vegne af Danish SDG Investment Fund, der er baseret på kapitalindskud fra store danske pensionsselskaber og private investorer.

Med investeringen har tidligere ejere - Nexus og Capricorn Investment Group - set sit snit til at lave et exit.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu