Landbruget kalder CO2-afgift et gigantisk eksperiment

Den nye regering skal være forsigtige med at pålægge landbruget en CO2-afgift, siger Landbrug & Fødevarer. Det kan kost arbejdspladser i fødevaresektoren.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Danmark bliver det første land i verden med en CO2-afgift på landbruget, hvis SVM-regeringens udspil bliver til virkelighed. 

Men forslaget, der er en del af regeringsgrundlaget, kræver respekt for de tusindvis af arbejdspladser i det danske landbrug. 

Det siger formand i Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard i en pressemeddelelse. 

”Det er et gigantisk eksperiment, og der er risiko for, at afgiften fjerner midler, vi skal bruge til grønne investeringer.”

Opbakningen til CO2-afgiften udviklede sig markant i løbet af valgkampen. 

Både Moderaterne og Venstre var oprindeligt imod forslaget, der blev født i rød blok. 

Lars Løkke Rasmussen, formand for Moderaterne, begrundede sin modstand med, at Danmark ville blive til det eneste land med en sådan afgift. Men både Venstre og Moderaterne nåede begge at tilslutte sig idéen inden valgdagen. 

Det er endnu uklart, hvordan vil indføre CO2-afgiften, og hvor meget den skal være på. 

Landbrug & Fødevarer har i egne analyser hævdet, at en sådan afgift kan koste mellem 19.000 og 36.000 arbejdspladser i landbruget og fødevareindustrien.

På samme tid er organisationen nu klar over den nye politiske realitet.

”Vi kan godt tælle til 90 og siden valget har det stået klart, at danskerne har sammensat et Folketing, hvor 154 mandater ønsker en CO2-afgift,” siger Søren Søndergaard.

Generalsekretær i Greenpeace Mads Flarup Christensen kritiserer også regeringens udspil - men i dette tilfælde for ikke at gå langt nok i forhold til landbrugets grønne omstilling.

”Regeringsgrundlaget er blottet for erkendelse af, at en grundlæggende omstilling af landbruget til en markant mindre animalsk produktion er uomgængelig, hvis vi skal leve op til de nødvendige mål for klima og biodiversitet,” siger han i en pressemeddelelse.

Landbruget står ifølge Energistyrelsen for omkring en tredjedel af den samlede CO2-udledning i Danmark.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også