Producent til fødevareindustrien ansøger om at eksportere til Rusland og Belarus under sanktionerne

Industrivirksomheden Alfa Laval Copenhagen har i to tilfælde ansøgt hos Erhvervsstyrelsen om at eksportere til de sanktionsramte lande. Dansk Industri siger, at det er helt legitimt, mens en professor sætter spørgsmål ved virksomhedens moralske valg.
Foto: Alfa Laval /PR
Foto: Alfa Laval /PR

Tilbage i april måned ansøgte Alfa Laval Copenhagen, som producerer komponenter til fødevareindustrien, om eksporttilladelse til at eksportere hhv. en styringsenhed, der fungerer som integreret del af et system til produktion af fiskemel til Rusland.

Og i et andet tilfælde drejer virksomhedens ansøgning sig om at kunne eksportere filtre til rensning af vand, som anvendes til køling af turbiner i Belarus.

Det fremgår af en aktindsigt, som Watch Medier har fået i Erhvervsstyrelsens sager om eksportkontrol, som er oprettet siden sanktionerne mod Rusland og Belarus trådte i kraft.

FødevareWatch har været i kontakt med Alfa Laval Copenhagen, som kun ønsker at udtale sig på skrift. Og ifølge administrerende direktør i Alfa Laval Copenhagen, Per Lund Hansen, er begge ordrer lagt hos Alfa Laval Copenhagen, inden sanktionerne trådte i kraft, og ifølge ham følger Alfa Laval Copenhagen reglerne i sanktionerne mod de to lande.

”Det er vigtigt at pointere, at Alfa Laval følger samtlige nationale og internationale sanktioner fuldt ud, helt i overensstemmelse med vores forretningsprincipper,” skriver Per Lund Hansen til FødevareWatch, som også understreger, at begge ordrer er til civile formål.

Skal anvendes til atomkraftværk

Den ene af de to eksportansøgninger, Alfa Laval Copenhagen har indsendt, er altså til produktion af fiskemel, mens den anden drejer sig om levering af filtre til installation i et civilt atomkraftværk i Belarus, hvor filtrenes funktion er rensning af flodvand, som anvendes til køling af turbiner. Der er i begge tilfælde, ifølge Per Lund Hansen, tale om yderst begrænsede mængder og værdier.

Og ifølge direktøren er ordrerne fra de to virksomheder modtaget hos Alfa Laval Copenhagen før sanktionerne trådte i kraft.

”Det er vigtigt at understrege at de to ansøgninger, som du henviser til, vedrører ordrer som var modtaget før sanktionerne imod Rusland og Belarus blev iværksat,” skriver han til FødevareWatch.

Og virksomheden påtænker ifølge direktøren ikke at modtage nye ordrer fra de to lande.

”Alfa Laval har stoppet al salg til Rusland og Belarus og tager ikke nye ordrer dertil, hvilket vi kommunikerede i en pressemeddelelse 3. marts 2022. Vi færdiggør levering af eksisterende ordrer modtaget før sanktionerne blev iværksat og hvor dette kan ske i fuld overensstemmelse med alle internationale sanktioner. Alfa Laval opfylder sine kontraktlige forpligtelser overfor kunder og overholder alle sanktioner,” skriver han.

Virksomheden følger reglerne

Hos DI mener seniorchefkonsulent Peter Bay-Kirkegaard, at Alfa Laval har gjort som de skal ved at ansøge om eksportkontrol hos Erhvervsstyrelsen. Her er sagerne dog endnu ikke afgjort, selvom de har ligget der siden april.

”Virksomheden følger jo reglerne, og det er godt, at de har gjort som de skulle,” siger Peter Bay-Kirkegaard.

Han undrer sig samtidig over den lange sagsbehandlingstid hos styrelsen. Og Erhvervstyrelsen bekræfter overfor FødevareWatch, at sagsbehandlingstiden for eksportkontroller normalt er langt kortere, end i tilfældene her, men at der i visse tilfælde kan være længere behandlingstider.

“Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for ukomplicerede eksportkontrolsager er ca. 5 arbejdsdage, mens komplicerede sager (fx sager vedrørende sanktionsramte lande eller afslagssager, der skal i partshøring) kan tage længere tid,” lyder det i et skriftligt svar fra styrelsen.

Ikke udelukkende et spørgsmål om regler

Ifølge Andreas Rasche, som er professor ved Institut for Ledelse, Samfund og Kommunikation ved Copenhagen Business School er det dog ikke udelukkende et spørgsmål om hvorvidt virksomhederne lever op til gældende regler.

”Hele debatten omkring sanktionering af den russiske økonomi kommer ned til én vigtig sondring: lovlighed versus legitimitet. De to ting er ikke det samme,” siger han til FødevareWatch.

Andreas Rasche uddyber synspunktet således:

”Juridisk set er en del eksport til Rusland stadig tilladt, og virksomheder bevæger sig naturligvis inden for lovens rammer, hvis de eksporterer til Rusland. Dette betyder dog ikke, at disse virksomheder ”ikke har gjort noget forkert”, for sidstnævnte er en moralsk vurdering, der rækker ud over en ren juridisk fortolkning af situationen,” siger han og fortsætter:

”Moralske vurderinger er altid vanskelige. Jeg tror ikke, at nogen er i en overordnet moralsk position til at sige, hvad der er rigtigt og forkert, inklusive mig selv. Men det, der betyder noget her, er, hvad samfundet som helhed forventer, at virksomheder gør,” lyder det fra professoren, som afslutter på denne måde:

”Efter min opfattelse er de moralske krav til virksomhederne er ret klare i denne sag, da der er bred opbakning til at sanktionere den russiske økonomi her i Danmark og også i andre europæiske virksomheder.”

FødevareWatch ville gerne have en kommentar fra Alfa Laval til det moralske aspekt i handlerne, men det har adm. direktør, Per Lund Hansen ikke ønsket at kommentere på.

Alfa Laval Nordic har hovedsæde i Søborg. Virksomheden havde sidste år en omsætning på 883 mio. kr., og årets resultat var et underskud på -43,1 mio. kr. Det negative resultat var dog en fremgang fra året før, hvor årsresultatet var et underskud på - 128 mio. kr.

Virksomheden har omkring 450 ansatte, og hed tidligere Scandi-Brew.

Hemmelig producent af marksprøjter søger tilladelse til Ruslands-eksport


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter