Krigen i Ukraine kommer til at gøre ondt på væksten i dansk økonomi.
Sådan lyder det onsdag i Nationalbankens seneste prognose for økonomien.
Minister om høje fødevarepriser og pres på produktionen: Situationen kan blive alvorlig
I prognosen forudser Nationalbanken en vækst i 2022 på 2,1 procent. Det er noget under forventningen i september sidste år, hvor der blev spået en vækst på 3,1 procent.
Siden er der imidlertid opstået krig i Ukraine. Krigen vurderes isoleret set at svække væksten med 1,0 procentpoint.
”De menneskelige konsekvenser af invasionen er ubærlige, og mine tanker går til det ukrainske folk,” siger nationalbankdirektør Lars Rohde.
”Hvis vi midt i alt dette skal rette fokus på økonomien, vil invasionen og de omfattende sanktioner mod Rusland få konsekvenser for virksomheder og husholdninger. Nationalbankens vurdering er, at krigen reducerer bnp-væksten med cirka 1 procentpoint og øger inflationen med cirka 2 procentpoint i år,” siger han i en pressemeddelelse.
Mens inflationen dækker over udviklingen i de priser, som forbrugerne møder, så er bnp en forkortelse for bruttonationalprodukt.
Bnp er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.
Virksomheder rammes af rekordstigninger i importpriser