EU åbner sag mod Storbritannien for brud på skilsmisseaftale

Briterne har ikke implementeret Nordirland-protokol, og EU-Kommissionen har derfor sendt to breve til London.
AF RITZAU

EU-Kommissionen har mandag åbnet en sag mod Storbritannien for ikke at efterleve Nordirland-protokollen.

Protokollen er del af skilsmisseaftalen mellem EU og Storbritannien indgået i oktober 2019 og underskrevet i januar 2020.

Konkret har EU-Kommissionen mandag sendt en åbningsskrivelse. Det er første skridt i en traktatbrudsprocedure. Det fremgår af brevet, at briterne hurtigst muligt bør rette ind og følge den indgåede aftale.

Desuden har Kommissionen via kommissær Maros Sefcovic sendt et brev til David Frost, som er briternes chefforhandler og premierminister Boris Johnsons chefrådgiver i relationen til Europa.

I brevet beder Sefcovic den britiske regering om at trække sin beslutning fra 3. marts om at udskyde implementeringen tilbage.

Sefcovic indbyder briterne til en dialog snarest. Han opfordrer regeringen i London til at fremlægge sit syn på striden.

Den britiske regering har indtil videre sagt, at den ikke misligholder aftalen.

EU-Kommissionen siger modsat, at briterne løber fra en "underskrevet international aftale".

Briterne besluttede for knap to uger siden at udskyde kontrol og administrativt arbejde i forbindelse med handel med nogle varer over Det Irske Hav med seks måneder. Altså til oktober.

Det skete efter pres fra nordirske virksomheder. De har krævet en udskydelse af de besværligheder, der følger af Nordirland-protokollen.

Undtagelsen fra tjek og certificering vil formentlig vare længere end seks måneder. I hvert fald har den britiske regering sagt, at protokollen derpå "løbende bliver indfaset".

Briterne har ifølge EU-Kommissionen ikke meddelt EU en plan for, hvordan aftalen vil blive overholdt.

Protokollen for Nordirland tog lang tid at forhandle på plads. Formålet er at løse den vanskelighed, der opstod af, at alle parter ønsker at undgå grænsekontrol mellem Nordirland og Irland.

Det er lidt over tyve år siden, at Belfastaftalen om fred mellem parterne blev indgået. Men man frygter fortsat, at urolighederne kan blusse op igen, hvis ikke man passer på.

En del af løsningen blev, at varer skal tjekkes i Det Irske Hav mellem Nordirland og resten af Storbritannien. Og det har medført besværligheder i udvekslingen af varer mellem nordirerne og resten af kongeriget.

Det bør ifølge Kommissionen "være krystalklart" for briterne, at protokollen ville medføre kontrol af varer i Det Irske Hav. Men det sker ikke som aftalt.

Ifølge EU-Kommissionen blev David Frost orienteret, før brevene blev sendt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter