Ny topchef på plads i Toms

Toms Gruppen har udnævnt en ny adm. direktør, der kommer til med erfaring fra Mars og Wrigley.
Foto: Torben Stroyer / ERH / Ritzau Scanpix.
Foto: Torben Stroyer / ERH / Ritzau Scanpix.

Annette Zeipel er udpeget som ny topchef i Toms Gruppen.

Det fremgår af en meddelelse fra koncernen.

Annette Zeipel har siden 2001 været ansat i konfekturevirksomheden Mars/Wrigley i forskellige kommercielle roller, og senest haft ansvaret for Mars Multisales Northern Europe.

"Annette Zeipel har med sine mange år med hurtigt omsættelige forbrugsvarer, herunder konfekture, en betydelig ledelseserfaring med at drive og skabe stærke kommercielle forandringer og resultater med udgangspunkt i stærke markedspositioner og ikoniske brands som hos Toms," udtaler Henrik Brandt, bestyrelsesformand i Toms Gruppen A/S.

Han fortsætter:

"Hun har også vist sine evner til at bygge stærke kompetencer og organisationer omkring sig, herunder også vist en god forståelse for effektivt at operere i et skandinavisk forretningsmiljø."

Ny chef med fokus på salg

På posten afløser Annette Zeipel finansdirektør Lars Henrik Vejrup Hansen, der siden sommer har været konstitueret topchef. Han blev sat ind på posten, efter at bestyrelsen fyrede Carsten Lyngsø Thomsen efter omkring seks år i jobbet.

I forbindelse med fyringen udtalte bestyrelsesformand Henrik Brandt, at konfekturekoncernen efter flere års arbejde med optimering af interne processer og omkostninger havde behov for at finde en ny profil til at lede Toms ind i næste fase.

"Carsten har været der i seks år, og vi har været igennem en større transformationsrejse på hele vores supply chain. Han har både være med i forbindelse med vores investeringer i Danmark, nedlægninger i Sverige og i Tyskland og opbygningen af en ny fabrik i Polen," sagde Henrik Brandt i juni og fortsatte:

"Nu står vi så overfor at skulle sætte fokus på den kommercielle udvikling, og der har vi haft nogle diskussioner i bestyrelsen, som er mundet ud i den konklusion, at det vil være godt med nogle friske øjne og perspektiver. Det er det, der ligger i det."

Den omkring 97 år gamle virksomhed har gennem de seneste år haft gang i en effektiviseringsproces og i 2019 lukket en fabrik i Tyskland samt etableret en ny fabrik i Polen.

Endnu foreligger der ikke tal for 2020, men nedlukningen i Tyskland tyngede tallene i 2019, hvor både omsætning og bundlinje skrumpede.

Toms-formand kigger efter udlænding til toppost Ny Toms-direktør skal levere manglende toplinjevækst Toms vinker farvel til topchef 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også