Ingen nye restriktioner på trapperne efter møde

Den nye mutation af covid-19 er bekymrende, men betyder ikke umiddelbart nye restriktioner i Danmark. (Opdateret)
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S). | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S). | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

(Opdateret med yderligere kommentarer fra ordførere klokken 15:11.)

Der er ikke umiddelbart nye restriktioner på vej efter møde med sundhedsordførerne mandag om mutation af covid-19.

Det fortæller flere sundhedsordførere efter mødet med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) over middag.

"Der kommer ikke nye restriktioner lige nu. Og jeg synes også, man skal være varsom al den stund, at det er nogle ret krasbørstige redskaber, vi har tilbage i værktøjskassen."

"Så der skal virkelig være behov for dem, hvis vi skal bruge dem," siger Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, efter mødet.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, siger:

"Meldingen er, at myndighederne arbejder videre. Og at vi kan risikere at blive indkaldt med kort varsel, hvis de mener, at der skal mere til."

Sundhedsordførerne var indkaldt for at diskutere situationen, efter at en mere smitsom mutation af covid-19 har spredt sig til en lang række lande, der iblandt Danmark.

"Vi står i en meget alvorlig situation, hvor kapaciteten i sundhedsvæsnet er presset og en ny smitsom variant af covid-19. Det gør, at vi risikerer, at smitten stiger, og sundhedsvæsnet bliver endnu mere presset."

"Derfor havde jeg gerne set, at regeringen tog situationen mere alvorligt og var klart til at stramme op med flere restriktioner," siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund.

Siden jul har Danmark i vid udstrækning været lukket ned. Offentlige ansatte er sendt hjem, skolerne er lukkede, og detailhandlen med undtagelse af fødevarebutikker og eksempelvis apoteker og optikere er ligeledes lukkede.

Mens der ikke er yderligere restriktioner på trapperne lige nu, fokuserede sundhedsordførerne blandt andet på at styrke smitteopsporingen. Den har haltet og er ikke blevet opskaleret så hurtigt, som det var ønsket.

"Det ser ud til, at organiseringen lader noget tilbage at ønske, og at den ene hånd til en hvis udstrækning ikke har vidst, hvad den anden lavede. Det har regeringen lovet at se på," siger Martin Geertsen.

Enhedslistens Peder Hvelplund ser frem til, at der kommer bedre styr på området.

"Efter min opfattelse er situationen med smitteopsporing temmelig katastrofal. Vi har rejst kritikken igen og igen, men smitteopsporingen er stadig det svage led i sygdomsbekæmpelsen," siger han.

Fokus forud for mødet hos Dansk Folkepartis Liselott Blixt var blandt andet på, hvordan man kan øge tempoet i vaccineringerne.

"Jeg spurgte ind til vaccinationer og flere vaccinationssteder. Og her sagde de, at det er lavet sådan, at man kan få langt flere vaccinationssteder, når vaccinerne er der."

"Modernas vaccine skulle gerne snart blive godkendt, så de også snart kan begynde at komme til Danmark," siger hun.

Tidligere mandag skrev sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter, at 46.975 personer har fået en vaccine siden man startede 27. december.

Britisk nedtur: 30.000 job er tabt i restaurantbranchen Stop for takeaway er med i regeringens værktøjskasse 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også