Vækstdrømme faldt til jorden i Danmarks ældste chokoladeværksted

Et udeblevet påskesalg får bundlinjen til at stå i stampe hos østjysk chokolademager. Nu skal private label-småkager være med til at sikre væksten i 2021.
Foto: PR/Kathrine Andersen Chokolade
Foto: PR/Kathrine Andersen Chokolade

Da året startede, så tingene lyse ud for chokoladeproducenten Kathrine Andersen Chokolade.

Bestillingerne var større og flere og med den fart, ville virksomheden i det skæve regnskabsår 2019/20 ifølge eget estimat ramme en vækst, der lå 20 pct. over forrige års resultater.

Det endte dog ikke med at være tilfældet, og Kathrine Andersen Chokolade gik i stedet en smule tilbage på bundlinjen til 302.900 kr. sammenlignet med 333.344 kr. året før, viser et nyt regnskab.

"Corona har trukket de gode måneder tilbage, så vi vækstmæssigt slet ikke har præsteret noget i år og er gået i nul. Vi havde en vækstplan, der var større end det, som vi kan vise i regnskabet, og det hænger desværre sammen med, at påskesalget udeblev," siger Jakob Skovsgaard, der er ejer og adm. direktør for virksomheden. Han har stået i spidsen for selskabet i mere end 13 år.

Småkager til detail

Bruttofortjenesten fulgte også nogenlunde niveau fra sidste regnskabsår og landede på 6,1 mio. kr. mod 5,6 mio. kr. i 2018/19.

De store ambitioner er ikke droppet, men blot udskudt til næste år. Her ser direktøren særligt potentiale i virksomhedens nye bageriafdeling, der startede produktionen i marts.

"Det var i første omgang en kort fornøjelse, og bageriafdelingen stod stille i et halvt år. For et par måneder siden vendte det, og nu arbejder vi 18 timer i døgnet med at producere private label-småkager til detail," siger Jakob Skovsgaard.

Private label udgør ca. 50 pct. af hele forretningen. Derudover er virksomhedens tre vækstben hovedsageligt kursus, bageri og en fysisk butik, der dog har været lukket ned siden marts.

"Hvornår og i hvilket omfang den åbner, ved vi ikke endnu. Meget af forretningen har været ramt og særligt salget til hotel, restaurant, catering og flyindustrien har gjort ondt. Private label-benet har været det mindst sårbare i år, da salget i detailhandlen har været godt," siger direktøren.

Egenkapitalen var ved afslutningen på 2019/20 på 3,9 mio. kr.

Fordobling af ansatte

For få måneder siden blev medarbejderstaben fordoblet til ca. 28 ansatte, der primært består af lagermedarbejdere, der skal pakke cookies, napoleonshatte og kransekager til detailhandlens butikker.

"Vi kommer til at lave flere små investeringer i bageriet i år, og mine forhåbninger er store. Hvis det fortsætter med samme fart som nu, vil vi ved næste regnskab være gået frem med små 40 pct. på bundlinjen," siger direktøren.

Satsningen på småkager betyder dog ikke, at Kathrine Andersen Chokolade trækker sig fra chokoladeproduktionen.

"Vi er ikke ved at omdanne os til en kageproducent, men er tværtimod ved at finde tilbage til rødderne. Da Kathrine Andersen Chokolade blev stiftet for over hundrede år siden, startede man som kageforretning, som senere blev droppet for chokoladen. Det er en fin slutning på ringen, at vi tager bageriet op igen," siger Jakob Skovsgaard.

Østjysk chokolademager udvider med småkageproduktion

Pilen peger op i voksende chokoladeforretning

Aarhusiansk isproducent vokser og flytter ind i chokoladefabrik 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu