Schweizisk butikskæde planlægger aktieemission for milliarder

Dufry, der har butikker med og uden told i lufthavne vil hente næsten 3,5 mia. danske kr. gennem aktieemission.
AF RITZAU FINANS

Schweiziske Dufry, der har butikker med og uden told i lufthavne, har planer om en aktieemission for omkring 500 mio. schweizerfranc, hvilket svarer til næsten 3,5 mia. danske kr.

Det skriver selskabet i en meddelelse.

Aktierne vil i første omgang blive tilbudt til de nuværende aktionærer og dernæst til kapitalfonden Advent International. Herefter kan aktierne blive tilbudt til andre investorer.

Dufry har allerede fået lovning på køb af aktier for 415 mio. schweizerfranc fra Advent International, som vil betale 28,50 schweizerfranc per aktie.

Med udstedelsen kan Advent Internationals aktiepost i selskabet ikke blive større end 19,99 pct., fremgår det af meddelelsen.

Det er et skridt i den rigtige retning for at stabilisere Dufrys finansielle position, vurderer Volker Bosse, der er analytiker ved Baader, ifølge Bloomberg News.

Han tilføjer, at selskabets forretningsmuligheder fortsat er begrænsede og afhænger af antallet af passagerer i den internationale lufttrafik.

Kapitalen fra udstedelsen skal blandt andet bruges til et opkøb af Hudson, som Dufry allerede har aktiemajoriteten i.

Selskabet vil afholde generalforsamling 6. oktober for at få godkendt planerne om aktieemissionen.

Torsdag stiger Dufrys aktie med 8,5 pct. til 30,39 schweizerfranc på børsen i Schweiz.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu