Seks foodserviceselskaber har søgt lønhjælp for over 200 millioner

Euro Cater og Løgismose Meyers er blandt de cateringaktører, der har fået flest penge til lønkompensation. "Alternativet var at opsige en masse mennesker," siger direktør i Euro Cater, som mistede over halvdelen af sin forretning efter nedlukningen.
Restauranter begynder så småt at åbne igen, og det gavner leverandører som Euro Cater, der oplever "stor vækst" i forhold til de seneste måneders bundniveauer. | Foto: LISELOTTE SABROE//
Restauranter begynder så småt at åbne igen, og det gavner leverandører som Euro Cater, der oplever "stor vækst" i forhold til de seneste måneders bundniveauer. | Foto: LISELOTTE SABROE//

Foodservicesektoren er særdeles hårdt ramt af coronakrisen, og det afspejler sig også i deres puljer med lønkompensation.

Samlet har seks selskaber ansøgt om 203 mio. kr. i lønkompensation fordelt på 3771 medarbejdere.

Tre af de største ansøgere i sektoren – Euro Cater, Gate Gourmet Denmark og Løgismose Meyers – har allerede fået godkendt og tildelt en stor pose penge hver.

Det viser en aktindsigt, som FødevareWatch har fået fra Erhvervsstyrelsen.

Euro Cater, der blandt andet ejer og driver AB Catering, BC Catering og Inco, er den største modtager i branchen. En gennemgang af koncernens mange datterselskaber viser, at koncernen har fået bevilliget samlet 49 mio. kr. i lønkompensation.

"Vi blev hårdt ramt, dengang det hele lukkede ned, fordi størstedelen af vores kunder blev tvangslukket og kun måtte lave takeaway. Vi mistede 60-70 pct. af vores omsætning i løbet af 36 timer," siger økonomidirektør Henrik Ellegaard til FødevareWatch.

Også Hørkram, Compass Group og Dagrofa Foodservice er blandt de seks foodserviceselskaber, der har søgt om tocifrede millionsummer.

"Vi sætter meget pris på den hjælp, vi har fået gennem lønkompensationspakkerne, som har betydet, at vi har kunnet beholde størstedelen af vores medarbejdere under nedlukningen af restaurationsbranchen," skriver Peter Bruun, adm. direktør i Dagrofa Foodservice, i et skriftligt svar.

Euro Cater har fået kompensation til 913 hjemsendte medarbejdere svarende til cirka halvdelen af staben.

"Alternativet var at opsige en masse mennesker. I stedet er vi hoppet med på hjælpeordningen. Derfor har vi ikke haft et behov for at opsige medarbejdere endnu," siger Henrik Ellegaard.

Kan være fyringer på vej

Trods modstand mærker Euro Cater nu en fremgang i forretningen som følge af, at især restauranter og cafeer er begyndt at åbne igen. Derfor er en del medarbejdere også blevet kaldt tilbage på arbejde; direktøren kan dog ikke blive konkret på antallet grundet daglige udsving.

"Forretningen har det bedre. Vi oplever en stor vækst, men vi kommer også helt nede fra bundniveauer, hvor vi kun har haft 30-40 pct. af vores forretning tilbage. Vi har stadig lang vej igen til tidligere niveauer fra før corona," siger Henrik Ellegaard.

Også Dagrofa Foodservice, der har søgt om lønkompensation for 18,4 mio. kr. til 382 medarbejdere, oplever bedring.

"Ligesom resten af Danmark starter vi langsomt og forsvarligt op igen, indtil vi igen kan køre på fuldt blus, og vi ser med positive øjne på fremtiden," uddyber Peter Bruun.

Hos Euro Cater regner Henrik Ellegaard i første omgang med, at omsætningen før eller siden vil stabilisere sig på et ukendt niveau.

"På et tidspunkt skal vi have indtægter og omkostninger til igen at hænge sammen, inden vi kommer tilbage til 100 pct.," siger direktøren, der dermed ikke afviser, at fyringer kan komme på tale.

Branchen er skubbet ud af balance

Hvornår forretningen vil vende helt tilbage til normalt niveau, tør Henrik Ellegaard og den øvrige ledelse i Euro Cater dog ikke gøre sig nogen konkrete forhåbninger om.

"Foodservicesektoren har været en stabil vækstbranche i de sidste mange år, hvor vi også har klaret os med stabil vækst. Kontinuiteten, der ellers har kendetegnet branchen, er blevet brudt. Lige pludselig er usikkerhed blevet vores store udfordring," siger Henrik Ellegaard.

Alligevel er økonomidirektøren forsigtig optimist, når han kigger ind i den grumsede krystalkugle.

"Vi håber, at vi lige så stille kan komme tilbage til tiden før corona. Vi forventer da også, at stigningen i vores omsætning vil vare ved," siger Henrik Ellegaard.

Lige nu afventer ledelsen, at regeringen skal komme med en plan for udfasning eller afvikling af hjælpepakkerne, hvor der netop er blevet åbnet for, at lønkompensation kan fortsætte til august i stedet for 8. juli.

Derudover er ledelsens opmærksomhed rettet mod den manglende turisme, der er afgørende for forretningen.

"Vi er spændte på at se, hvordan det ender med turisme og åbne grænser, da det har stor betydning for vores kunder i form af restauranter, cafeer og hoteller. Hvor hurtigt vil det gå, og hvor mange danske besøgende får vores kunder over sommeren?"

Euro Cater er vokset støt de sidste år, senest til en omsætning på 9,5 mia. kr. i 2018/19 med et resultat efter skat på 329 mio. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også