Flere partier vil åbne mere efter beroligende rapport

Efter ny rapport fra Statens Serum Institut mener flere partier, at det er på tide at åbne for yderligere.
Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt
AF RITZAU

Efter at Statens Serum Institut, SSI, i en rapport har vurderet, at der kan åbnes yderligere for samfundet, uden at coronasmitten i Danmark løber løbsk, opfordrer en stribe partier til, at der bliver lempet på restriktionerne.

I rapporten peger SSI på, at der kan åbnes mærkbart, uden at det fører til en voldsom stigning i indlagte på den korte bane. SSI peger dog også på, at de matematiske modeller er usikre.

"Der er plads til at åbne Danmark mere op uden at sætte kontrollen med smitten over styr. Det siger sundhedseksperterne nu," skriver SF's politiske ordfører, Jacob Mark, på Facebook.

"I SF mener vi, det er på tide at åbne op for de unge, der nu i måneder har siddet derhjemme på afstand. Vi skal gøre det forsigtigt, vi skal have skærpede retningslinjer. Vi skal ikke åbne så meget op, at vi lægger os på grænsen."

Jacob Mark nævner blandt andet efterskolerne, højskolerne, skolen for de ældste elever, erhvervsskolerne, professionshøjskolerne og universiteterne som eksempler.

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, skriver i et indlæg på sit partis hjemmeside, at hun mener, at alt i udgangspunktet skal åbnes, med mindre der er gode argumenter imod.

Det er baseret på, at danskerne overholder de sundhedsfaglige retningslinjer om afstand og hygiejne.

"Hvis nogen skal pålægges fortsat at holde lukket, må statsministeren argumentere for det i hvert enkelt tilfælde. Vi vender så at sige bevisbyrden om."

"Regeringen må overbevise os i de andre partier om, hvad der skal holdes lukket, i stedet for at vi skal overbevise hende om, hvad der skal have lov til at åbne," skriver hun.

Samme betragtning har De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen. Han mener, at der som minimum kan åbnes op for detailhandel, skoler og caféer og restauranter. Men grundlæggende vil han gerne åbne for alt og så politisk lukke noget.

"I stedet for, at erhvervsdrivende skal sidde og tolke rapporter og undersøge hos den ene, anden eller tredje brancheforening eller ministerium, så lad os da sige, at alt har åben på nær det, der er lukket."

"Det vil gøre det meget lettere for virksomheder at finde ud af, hvad der gælder," siger formanden.

Den tanke er SF dog imod:

"Vi mener fortsat, at man hellere skal tage et skridt for lidt end for meget. Vi er bekymrede for bare at åbne op," siger Jacob Mark.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, siger i en kort kommentar til SSI's rapport:

"Der er en hel del forbehold i rapporten fra Statens Serum Institut, men jeg glæder mig at gennemgå den. Så vi må spørge ind til, hvor stor vægt vi kan lægge i det, der er," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter