Analytiker om ISS: Pandemi ventes at have givet hård medfart

Regnskabet fra ISS ventes offentliggjort i løbet af onsdag. Analytiker venter fald i omsætningen under coronakrisen.
Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard
AF RITZAU FINANS

Der har været nok at tage stilling til på ledelsesgangen hos servicekoncernen ISS i årets første tre måneder.

Ikke nok med at selskabet i midten af februar blev ramt af et hackerangreb, så har et virusudbrud siden slutningen af 2019 spredt sig fra Kina til resten af verden og skabt store rystelser i den globale økonomi.

Særligt sidstnævnte er i fokus, når ISS onsdag morgen kommer med tal for årets første kvartal. Og det forventes at have givet en hård medfart, vurderer Per Fogh, der er aktieanalytiker hos Sydbank.

"Det bliver spændende at se, om de kan navigere effekterne fra covid-19, eller de bliver lige så hårdt ramt i første kvartal, som jeg i hvert fald forventer," siger han.

Køb af serviceydelser, der er ISS' forretningsområde, er et af de første steder, som selskaber vil spare under coronakrisen, vurderer Per Fogh.

Han estimerer, at ISS' omsætning i årets første kvartal er faldet 5,8 pct. til 17.600 mio. kr. Med det estimat placerer han sig i den pessimistiske ende blandt analytikerne.

Ifølge estimater indsamlet af ISS selv blandt 13 analytikere ventes en omsætning på 18.172 mio. kr. for kvartalet, hvilket vil være 2,7 pct. lavere end i 2019.

Det er særligt ISS' madservices, der i 2019 stod for 15 pct. af koncernomsætningen, som ventes at blive hårdt ramt af udbruddet, der har tvunget virksomheder til at lade medarbejdere arbejde hjemmefra.

I slutningen af marts kunne topchef Jeff Gravenhorst fortælle, at 30 pct. af omsætningen så ud til at forsvinde.

ISS ser milliardudgifter til hackerangreb

ISS blev i midten af februar ramt af et malwareangreb, som lagde servicekoncernens interne systemer ned.

Der er dog kommet en smule klarhed omkring dette, efter at ISS i slutningen af marts kunne fortælle, at en genopretning af alle forretningskritiske systemer ventes i andet kvartal 2020.

Her fortalte servicekoncernen også om den ventede regning, der ventes at indeholde udgifter på 300-500 mio. kr. i 2020 til genopretningen og fastholdelse af driften over for kunder, nedskrivninger på koncernens it-systemer på 350 mio. kr. samt udgifter på 150-300 mio. kr. til genopretning af systemerne.

"Det kunne være rart at høre, om de er kommet tættere på, hvor det præcist lander henne, men det tror jeg ikke, de er. Men jeg forventer en opdatering om, hvor de står henne i forhold til hackerangrebet," siger Per Fogh om onsdagens handelsopdatering.

ISS suspenderede i slutningen af marts forventningerne til 2020, ligesom udbyttebetalingen på 7,70 kr. for 2019 blev droppet, på grund af den usikkerhed, som udbruddet af coronavirus har skabt.

Per Fogh forventer ikke, at ISS er blevet meget klogere på de endelige effekter af virusudbruddet, og han tror derfor ikke, at der onsdag offentliggøres nye forventninger til 2020.

Da regnskabsåret blev indledt, spåede ISS en organisk vækst på over 4 pct. og en driftsmarginal på mere end 4,5 pct. i år. I 2019 endte de to poster på henholdsvis 7,1 pct. og 4,2 pct.

Resultater er for de fortsatte aktiviteter i ISS , som i øjeblikket ved at frasælge flere aktiviteter som led i en større strategi.

Regnskabet fra ISS ventes offentliggjort i løbet af morgenen onsdag 6. maj.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter