Iværksættervirksomheden Circular Food Technology i Bjæverskov har udviklet ny en type mel fremstillet af spildproduktet mask og sælger det allerede i Irma under navnet Agrain. Firmaet havde i otte måneder forhandlet med en gruppe investorer, men i marts - få uger før den første udbetaling af i alt seks millioner kroner - trak investorerne sig, skriver Berlingske.
"Jeg fik en mail en aften fra den ledende investor, som sagde, vi skulle tales ved den følgende morgen. De meddeler os, at de sætter deres engagement på hold på ubestemt tid på grund af coronakrisen," siger firmaets adm. direktør, Aviaja Riemann-Andersen, til avisen.
Men i løbet af fem dage lykkedes det Circular Food Technology at samle andre investorer til en kapitalindsprøjtning på 2,1 millioner kroner.