FødevareWatch

Coronaramte virksomheder får adgang til statslån

Statens investerings- og kapitalfond, Vækstfonden, kan nu stille garantier til bankerne for nye lån, og dermed får små og mellemstore virksomheder, der er økonomisk ramt af coronasituationen, adgang til en tiltrængt økonomisk rygpude.

Rolf Kjærgaard, adm. direktør i Vækstfonden Foto: Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix

De små og mellemstore store virksomheder får ligesom de store virksomheder nu mulighed for at låne penge med statsgaranti på op til 70 pct. af lånet, hvis de er blevet eller bliver økonomisk ramt som følge af spredningen af covid-19.

Af en pressemeddelelse fra Vækstfonden fremgår det, at virksomhederne kan søge om garanti fra fonden igennem deres bank fra tirsdag.

"I dag er fundamentet for garantien faldet på plads efter en EU-godkendelse af ordningen. Det er derfor med stor glæde, at vi i Vækstfonden nu kan hjælpe med en økonomisk håndsrækning til de SMV’er, der har måttet se omsætningen dale og kunderne forsvinde, efter coronakrisen brød ud," udtaler Rolf Kjærgaard, adm. direktør i Vækstfonden.

Vækstfondens udvidede garantiordninger er en del af regeringens erhvervspakke målrettet erhvervslivet. For at få adgang til lånene skal virksomheden have tabt 30 pct. af omsætningen som følge af covid-19.

Den første ordning, der var målrettet store virksomheder, trådte i kraft onsdag d. 18 marts, og der er allerede mange henvendelser fra både virksomheder og banker, skriver fonden.

Til SMV'erne har regeringen og Folketingets partier afsat en garantiramme på i alt 17,5 mia. kr. og en tilhørende tabsramme på ca. 5 mia. kr., det vil udløse udlån på op til 25 mia. kr. Til de store virksomheder er samlede garantiramme på 25 mia. kr. og kan dermed udløse udlån på op til 35,7 mia. kr.

Til Børsen siger Ane Buch, adm. direktør for SMV Danmark, at hun glæder sig over, at statsgarantien nu er på plads

"Det er et vigtigt og godt skridt. Men det kommer ikke til at betyde den store revolution for virksomhederne," siger Ane Buch.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier