Regeringen vil holde hånden under selvstændige og enkeltmandsvirksomheder

Finansminister Nicolai Wammen siger, at regeringen er "stålsat" på at hjælpe de danske virksomheder og arbejdspladser.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) holder pressemøde i Finansministeriet om nye initiativer i dansk erhvervsliv. | Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson / Ritzau Scanpix.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) holder pressemøde i Finansministeriet om nye initiativer i dansk erhvervsliv. | Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson / Ritzau Scanpix.
AF RITZAU OG MANON BUCH

For at hjælpe mindre virksomheder og selvstændige foreslår regeringen onsdag på et pressemøde i Finansministeriet at kompensere erhvervsdrivende, som er presset af coronasituationen.

Finansminister Nicolai Wammen (S) siger, at regeringen er "stålsat" på at holde hånden under danske virksomheder og arbejdspladser:

"Vi vil gøre, hvad end der skal til," siger Nicolai Wammen.

Regeringen vil støtte de selvstændige med op til 23.000 kr. om måneden, hvis de står til at miste 30 pct. af indtægterne.

Det gælder alle med op til 10 ansatte fra 9. marts og tre måneder frem til 9. juli.

Erhvervsminister Simon Kollerup siger, at der dog ikke er loft på antallet af medarbejdere for virksomheder i særligt udsatte erhverv. Det gælder eksempelvis restauranter. Dermed kan alle virksomheder i de erhverv få 80 pct. kompensation for faste udgifter.

Der er heller ikke noget loft for, hvor mange penge regeringen vil bruge på at hjælpe de små- og mellemstore virksomheder. Forslagene vil i alt koste op mod 40 mia. kr. de næste tre måneder, men beløbet kan altså stige, fortæller finansministeren.

"Det bliver ikke sådan fra regeringens side, at vi kommer og siger, at nu er der ikke flere penge til at hjælpe virksomhederne. Vi vil gøre, hvad der skal til," siger Nicolai Wammen.

Forhandlinger om de nye initiativer begynder i dag kl. 14.00. Her vil Venstre komme til forhandlinger.

"Der bliver tale om lynforhandlinger, for vi har ingen tid at spilde. Initiativerne skal virke hurtigt," siger Nicolai Wammen.

Dermed lægger han op til, at en aftale skal falde på plads onsdag.

"Regeringen gør vores yderste for, at vores samfund kommer så godt som muligt igennem denne alvorlige situation. Vi spænder et omfattende sikkerhedsnet ud for virksomhederne," siger Nicolai Wammen.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) siger på pressemødet, at regeringen konkret foreslår et tilskud fra staten på op til 80 pct. af faste udgifter. Det skal gælde for de små virksomheder, som er særligt hårdt ramt på grund af corona.

"I dag er fokus på de erhverv, som i en periode ikke kan drives. På soloiværksætteren, der måske har sat sin egen og sin families økonomi ind på at skabe en virksomhed. På tømrervirksomheden, frisøren og restauranten," siger han.

"Mange af Danmarks arbejdspladser kommer fra iværksætter og selvstændige, der har skabt vækst. Dem skylder vi hjælp," siger Simon Kollerup.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også