Coronavirus rammer Danish Crowns oksekødsforretning: "Det er en håndterbar situation"

Den danske slagterikoncern Danish Crown oplever ingen større vanskeligheder med coronavirus endnu. Selv om andelsselskabets afsætning af oksekød er ramt, er situationen til at håndtere, fortæller koncernens pressechef.
Foto: Joachim Adrian/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Joachim Adrian/Politiken/Ritzau Scanpix

Selv om antallet af smittede med coronavirus fortsat øges hyppigt, har sygdommen ikke voldt store problemer for Danmarks største slagterikoncern Danish Crown. Det på trods af, at forretningen for oksekød er ramt.

"Der, hvor vi er ramt, er i vores oksekødsforretning, der har en sløj afsætning til Sydeuropa. Deres kunder er først og fremmest indenfor foodservice og folk går ikke på caféer og restauranter. Så på oksekødsdelen er vi ramt, men det er håndterbart," siger pressechef i Danish Crown, Jens Hansen, til AgriWatch.

Ifølge pressechefen er der endnu ikke analyseret på, hvad virussen kan få af betydning for virksomhedens salg.

"Hvorvidt det her får betydning for vores økonomi osv, kan vi ikke gøre hverken halvt eller helt op endnu. Vi gør status i halvårsregnskabet til maj, men jeg vil gerne understrege, at det er en håndterbar situation. Det er dog klart, at det kan ændre sig fra dag til dag, og det er ikke til at spå om, hvordan situation er i morgen," siger Jens Hansen.

Bedre end frygtet

Virksomheden beretter om en håndterbar situation med forbehold for, at sygdommen fortsat udvikler sig over hele verden.

"Overordnet set går det bedre, end vi kunne frygte. Vores fabrikker og slagterier kører som de skal, og afsætningen til vores kunder rundt omkring i Europa forløber bedre, end vi kunne frygte. Selv om Norditalien har flere restriktioner, så er fødevarer i vid udstrækning undtaget af stramme restriktioner, hvilket betyder at vi fortsat kan levere til vores kunder," siger Jens Hansen og tilføjer:

"Samtidig har vi fortsat en god eksport til Asien, som er med til at holde gang i det hele lige nu."

Medarbejder ramt

Danish Crown har ifølge Jens Hansen lavet retningslinjer og initiativer, der skal undgå smitte og yderligere spredning af virussen.

"Der er dog ikke indført rigide regler, da det handler om, at vi stadig skal drive virksomhed, så kodeordet er sund fornuft, hvor vi dog selvfølgelig har lavet er række retningslinjer, hvor vi tager vores forholdsregler."

Ifølge Jens Hansen er en enkelt medarbejder fra Danish Crown testet positiv for COVID-19 efter en skiferie. Den ansatte kom dog direkte i karantæne og mødte derfor ikke på arbejde.

I Danmark er 340 smittet med covid-19 på nuværende tidspunkt.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie AgriWatch.)

Tulip-fabrik lukker ned for besøgende 

USA vil bandlyse alle svineforsendelser i tilfælde af svinepest 

Coronavirus kan ramme leverancer til agroindustrien 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også