FødevareWatch

Brexit kan gøre dansk skolemælk og skolefrugt dyrere

Briternes udtræden af EU kan medføre lavere EU-støtte til skoleordningen for mælk, frugt og grønt.

Foto: Rune Pedersen

Det kan blive dyrere at købe mælk, frugt og grønt for hundredtusindvis af danske skolebørn fremover, skriver Altinget

Briternes udtræden af EU kan nemlig betyde mindre støtte til den danske skolemælk og skolefrugt og -grønt.

I et notat forklarer Miljø- og Fødevareministeriet, at støtten til Danmark som konsekvens af Brexit kan falde fra cirka 30 til cirka 24 millioner kroner årligt. Et sådan fald på 20 procent vil betyde højere priser på mælkeprodukterne, fortæller Mejeriforeningen, der står bag Mejeriernes Skolemælksordning.

“Det tilskud, som vi får fra EU via Landbrugsstyrelsen, går til at sætte prisen på skolemælk ned, så forældrebetalingen vil blive tilsvarende større, hvis tilskuddet bliver mindre,” siger afdelingschef Jan Hermansen til Altinget.

Og det vil være uheldigt for danske børns sundhed, mene Diabetesforeningen.

“Det er bekymrende, hvis højere pris betyder, at færre børn får frugt og mælk med ordningen. Det vil være et skridt i den forkerte retning for folkesundheden og kan være med til at øge den sociale ulighed i sundhed,” siger sundhedspolitisk konsulent Sanja Golubovic.

Briterne har hidtil valgt ikke at uddele skolefrugt, og det har betydet overskydende EU-midler, der i stedet er blevet fordelt på andre medlemsstater som f.eks. Danmark.

EU’s stats- og regeringschefer forhandler i disse dage om EU-budgettet for 2021 til 2027. Først når ”de samlede budgetrammer for landbrugspolitikken er på plads, så kan vi se på, hvor stor en del af budgettet, som vi kan bruge på skoleordningen,” understreger fødevareminister Mogens Jensen (S) i en skriftlig kommentar til Altinget.

“Vi er opmærksomme på de mulige udfordringer, der er i forhold til skoleordningen, og vi vil holde øje med udviklingen fremover,” skriver Mogens Jensen.

I skoleåret 2017/2018 var der cirka 327.000 børn, der deltog i ordningen for skolemælk, mens knap 60.000 børn var med i ordningen for skolefrugt og -grønt.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier