26 danske restauranter kan nu bryste sig af at have en – eller flere – Michelinstjerner, efter de i år er blevet uddelt i Trondhiem i Norge.
Men det er bare 10 af dem, der også kan bryste sig af at få mad i gastronomisk verdensklasse til at rime på overenskomst og tjek på de ansattes løn- og ansættelsesvilkår.
Det viser en opgørelse, Fagbladet 3F har lavet.
Og i Danmark skal vi være stolte af at have så fagligt dygtige kokke, der kan sende dansk gastronomi op i den internationale elite, mener Bo Christensen, faglig sekretær i Privat Service, Hotel og Restauration i 3F.
Det gælder særligt, når det sker mens de ansatte arbejder under ordnede forhold, mener han:
"De bedste i vores branche bør gå foran med et godt eksempel og vise, at ordentlige løn- og ansættelsesforhold hænger sammen med det at drive restaurant i Danmark."
Sidste år modtog i alt 28 danske restauranter 35 funklende Michelinstjerner. Her var det 11 restauranter, der også havde overenskomst. Men da den italienske restaurant Era Ora på Christianshavn i København i år mistede sin stjerne, er antallet af Michelinrestauranter med overenskomst faldet.
Substans i Aarhus og Studio i København mistede også deres stjerner i år.
Der blev også givet hæderpriser til Geranium-kokken Rasmus Kofoed, for at fungere som mentor i sit fag, og til Gentofte-restauranten Jordnær for sin service.
(Denne artikel er videreformidlet af Ritzau på vegne af Fagbladet 3F)
Restaurant i København mister sin michelinstjerne efter 23 år
Her er alle årets danske Michelin-stjerner