Fødevarestyrelsen i landsdækkende aktion: Rykker ud til 46 danske mejeriselskaber

I halen på afsløringerne af problemerne i Mille Food øger Fødevarestyrelsen nu kontrollen på de danske mejerier, der eksporterer til Kina. "Jeg er taknemmelig for, at Fødevarestyrelsen reagerer så hurtigt," siger Thise-direktør.
Fødevarestyrelsens besøg hos Mille Food, der producerer modermælkserstatning med en årlig omsætning på omkring 250 mio. kr., har sat gang i en landsdækkende kontrolindsats. | Foto: Screenshot, Findsmiley.dk
Fødevarestyrelsens besøg hos Mille Food, der producerer modermælkserstatning med en årlig omsætning på omkring 250 mio. kr., har sat gang i en landsdækkende kontrolindsats. | Foto: Screenshot, Findsmiley.dk

Afsløringen af manglende sporbarhed hos Mille Food påvirker hele den danske mejeribranche. Nu rykker Fødevarestyrelsen ud til ekstraordinære kontroller over hele landet hos de 46 mejeriselskaber, der er godkendt til eksport til Kina.

Det oplyser Fødevarestyrelsens chef i afdelingen Fødevare København, Jakob Munkhøj Nielsen.

"Vi kontrollerer ekstra ved alle de virksomheder, der har mejerieksport til Kina, med fokus på især sporbarheden på forskellige typer ingredienser. Det er kun naturligt i forlængelse af den her sag," siger Jakob Munkhøj Nielsen.

Den landsdækkende kontrolaktion kommer, efter at Hundested-virksomheden Mille Food er blevet politianmeldt i en sag om manglende dokumentation og sporbarhed i sin produktion af modermælkserstatning til Kina.

De ekstraordinære kontroller er skudt i gang, og Thise Mejeri er blandt de virksomheder, der allerede har fået besøg.

"Vi havde besøg her tirsdag formiddag, hvor man gik igennem vores sporbarhed, godkendelser og certifikater," siger Poul Pedersen, adm. direktør i Thise, som fik en fejlfri rapport ud af besøget.

"Jeg er faktisk glad for det her besøg. Oven på sådan en sag kan jeg bruge kontrolrapporten som besked til vores partnere i Kina om, at vi har styr på det. Jeg er taknemmelig for, at Fødevarestyrelsen reagerer så hurtigt," siger Poul Pedersen.

Usædvanligt med kinesisk fokus

Indtil videre er der ikke noget, som tyder på, at andre virksomheder end Mille Food har problemer, hvilket Fødevarestyrelsen også har kommunikeret til de kinesiske myndigheder.

"Vi har heller ikke et billede af, at der skulle være problemer med de to andre virksomheder, der producerer modermælkserstatning med eksport til Kina," siger Jakob Munkhøj Nielsen med reference til to Arla-mejerier, Arla Foods Arinco samt Arla Foods Akafa.

De har begge to haft kontrolbesøg mandag, der har ført til rapporter uden anmærkninger. FødevareWatch har været i kontakt med Arla, der ikke ønsker at kommentere sagen.

Hos Thise anser direktøren den øgede kontrol som "nødvendig."

"Skrap og skarp fødevarekontrol i Danmark er jo netop en af grundene til, at man i Kina er helt tryg ved danske fødevarer," siger Poul Pedersen.

Poul Pedersen, der har stået i spidsen for Thise Mejeri siden 1992, påpeger, at han sjældent har set en kontrol som denne, der er dedikeret specifikt til produkter til Kina.

"Det er meget usædvanligt, at man tager sådan en tur her. Men det er da fantastisk. Ved hjælp af Fødevarestyrelsens meget hurtige commando raid kan vi vise, at niveauet indenfor sporbarhed generelt er højt i Danmark," siger Poul Pedersen, før han fortsætter:

"Vi er så vinget af, og jeg drikker en kop kaffe. Så må vi håbe, de ikke finder mere."

Politianmeldt og stoppet eksport

Fødevarestyrelsen er i færd med at politianmelde Mille Food samt Titan Trade Company, der har importeret valleproteinet lactoferrin ulovligt, sandsynligvis fra Kina. Ingrediensen er senere blevet brugt i produktionen af modermælkserstatning hos Mille Food.

Den tidligere direktør i Mille Food, Steve Wang, står også bag Titan Trade Company, som han både ejer og driver, ifølge CVR-registret. Han er blevet fyret sammen med kvalitetsdirektøren og fabrikschefen i Mille Food. Christian Dehlholm, der kommer fra stillingen som direktør for forskning og udvikling i Mille Food, er i stedet blevet indsat som adm. direktør.

Virksomheden har fået forbud mod at eksportere til Kina, før den har rettet op på sine fejl, og Fødevarestyrelsen har beslaglagt 400 paller med modermælkserstatning, der skulle sendes til Kina.

Fødevarestyrelsen melder Mille Food til politiet og stopper selskabets eksport Mille Food chokerer branchen: "Det er en helt usædvanlig sag" 400 paller mælkepulver beslaglagt: Mille Food brugte ulovligt importerede varer

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter