Valuta: Ny brexit-usikkerhed svækker pund markant

Der er opstået fornyet usikkerhed om, hvorvidt briterne kan nå at lande en aftale med EU inden den officielle brexit-dato ved udgangen af oktober, og det trækker pundet ned.
AF RITZAU FINANS

Det britiske pund er stærkt underdrejet i tirsdagens handel, hvor der er opstået fornyet usikkerhed om, hvorvidt briterne kan nå at lande en aftale med EU inden den officielle brexit-dato ved udgangen af oktober.

Det britiske magasin Spectator skriver, at den britiske regering forbereder sig på en ny forhandlingsrunde i slutningen af denne uge, men at Irlands premierminister, Leo Varadkar, ikke er interesseret i at forhandle.

Samtidig skulle Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Tysklands kansler, Angela Merkel, ikke være interesserede i at presse på for at gå i forhandlinger, hvis Irland ikke er en del af ligningen, skriver magasinet ifølge Reuters.

Det sender pund på retur, og tirsdag koster et pund 1,2221 dollar mod 1,2321 dollar per pund ved dansk lukketid mandag. Over for euro svækkes pund til 0,8993 pund per euro fra 0,8923 pund per euro ved 17-tiden mandag.

Ifølge Jordan Rochester, der er valutastrateg hos Nomura, skal man dog tage historien fra Spectator med et gran salt.

"På overfladen løfter det risikoen for et brexit uden aftale marginalt. Men fordi vi er i denne limbo med brexit, bevæger enhver overskrift markedet," siger han til Reuters.

I det tunge valutakryds mellem euro og dollar ligger den amerikanske valuta svagt i svinget tirsdag, hvor der igen er opstået usikkerhed om, hvorvidt USA og Kina kan få enderne til at mødes i handelsforhandlingerne.

"Vi har stadig en hel masse usikkerhed. I aftes sagde Donald Trump, at der kun kommer en aftale, hvis han virkelig får sin vilje," siger Antje Praefcke, der er seniorvalutaanalytiker hos Commerzbank, til Reuters.

Euro koster tirsdag eftermiddag 1,0987 dollar mod 1,0971 dollar per euro sent mandag.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter