FødevareWatch

Britisk centralbank: Brexit uden aftale vil ryste økonomien

Bank of Englands chef mener, at der er "væsentlig sandsynlighed" for, at det ender med brexit uden aftale.

Hvis Storbritannien forlader EU uden en aftale, vil det skade landets økonomi og sætte store britiske industrier i fare.

Sådan lyder det fredag fra Mark Carney, chef for Storbritanniens nationalbank, Bank of England.

"Der er nogle rigtig store industrier i det her land, hvor det, der i dag er indbringende, ikke længere vil være indbringende, det vil være uøkonomisk," siger Mark Carney til BBC ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han forudser blandt andet, at bilindustrien og landbruget vil blive ramt.

Bank of England er Storbritanniens centralbank. Banken står for at sætte renten i Storbritannien og stabilisere økonomien hvis nødvendigt.

"Uden en aftale vil økonomien blive rystet øjeblikkeligt. Der er selskaber, der ikke længere vil kunne køre rundt," siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den nyvalgte britiske premierminister, Boris Johnson, har flere gange sagt, at briterne forlader EU den 31. oktober - aftale med EU eller ej.

Det er blandt andet blevet set som et forsøg på at lægge pres på EU for at genåbne forhandlingerne om en skilsmisseaftale.

Men Bank of England-chefen mener, at der er en "væsentlig sandsynlighed" for, at det rent faktisk ender uden en aftale mellem de to parter.

Brexit - briternes farvel til EU - har været det altoverskyggende politiske emne i Storbritannien i mere end tre år.

Storbritannien vil falde ud af EU den 31. oktober, hvis ikke der kommer en aftale, eller at fristen bliver forlænget, og det vækker bekymring hos Dansk Industri.

"Når Storbritanniens centralbank siger, at der er en ”væsentlig sandsynlighed” for et no-deal brexit til efteråret, skaber det stor bekymring i dansk erhvervsliv," siger Anders Ladefoged, europapolitisk chef hos Dansk Industri.

Han tilføjer:

"Der er ingen tvivl om, at Storbritannien vil blive ramt hårdest af et brexit uden aftale. Men blandt de øvrige EU-lande er Danmark et af de lande, der er mest udsat. Danske virksomheder bør derfor nu gøre, hvad de kan for at minimere deres tab i tilfælde af et no-deal brexit."

 

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier