Spådom: Størstedelen af kødforbruget kan i 2040 komme fra kødalternativer

Konsulentvirksomheden AT Kearney spår i en ny prognose, at plantebaserede kødalternativer og såkaldt kultiveret kød i 2040 vil udgøre 60 pct. af verdens kødforbrug. Det kan udfordre en koncern som Danish Crown, siger partner i AT Kearney.
Flere plantefarsprodukter er allerede ude i restaurant- og detailkæder. Det vil der komme mere af i fremtiden, hvis man skal tro på en prognose fra AT Kearney. | Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Flere plantefarsprodukter er allerede ude i restaurant- og detailkæder. Det vil der komme mere af i fremtiden, hvis man skal tro på en prognose fra AT Kearney. | Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Plantebaseret kød er en forholdsvis ny vare på indkøbshylderne i Danmark. Men i fremtiden vil den type kød sammen med kultiveret kød, også kendt som stamcellekød, udgøre en langt større andel af forbrugerens tallerken.

I en prognose spår konsulentvirksomheden AT Kearney, at de to alternative typer kød i 2040 vil udgøre 60 pct. af det globale kødmarked. Konventionelt kød vil udgøre de resterende 40 pct.

Gotfred Berntsen, der er partner i AT Kearney Danmark, peger på, at bæredygtighed kommer til at være den afgørende faktor for, hvordan kødmarkedet udvikler sig over de næste årtier.

"Hvis udviklingen inde for bæredygtighed forstærkes, så tror jeg, at det kommer til at gå så hurtigt, som vi antager," siger han.

I prognosen vil selve kødforbruget stige med 3 pct. fra 2025 til 2040, men det er i segmenterne for kød, at det store skift sker. Kultiveret kød vil stige med 41 pct. i gennemsnit om året(CAGR) og udgøre 35 pct. af kødmarkedet. Plantebaseret kød vil gennemsnitligt vokse med 9 pct. og udgøre 25 pct. af markedet. Andelen af konventionelt kød vil falde med 3 pct.

"Vi tror, at lave omkostninger for de her nye typer kød, at normal kødproduktion vil blive slået på prisen. Der tror vi, at nye produkter kommer til at tage over fra mainstream kød. Rigtigt kød vil blive anset som et luksusprodukt på fine restauranter," siger Gotfred Berntsen.

Ifølge prognosen hænger det kommercielle potentiale sammen med, hvor tæt det alternative kød kan komme på traditionelt kød. Her scorer kultiveret kød højest, efterfulgt af plantebaseret kød. Længere nede ligger kød lavet på insekter, som altså ikke har den samme kødlignende konsistens som de to andre alternativer.

Interessen for plantebaserede varer vokser

I øjeblikket er det især på markedet for plantebaseret kød, at nye spillere gør sit indtog. Den amerikanske plantekødsproducent Beyond Meat har set sin aktie vokse voldsomt på børsen i New York siden børsnoteringen, hvor prisen er blevet mere end femdoblet.

Plantekødet fra Beyond Meat er allerede at finde i Danmark hos Jensen Bøfhus og TGI Fridays, og nu springer Irma med på den kødfri bølge. | Foto: PR/Coop
Plantekødet fra Beyond Meat er allerede at finde i Danmark hos Jensen Bøfhus og TGI Fridays, og nu springer Irma med på den kødfri bølge. | Foto: PR/Coop

Irma har også set potentialet hos Beyond Meat og sælger fra juli den plantebaserede burger, The Beyond Burger. Det følger trit med tal fra Coop Analyse, der viser, at danskernes interesse for plantebaserede varer er tredoblet siden 2012, og at salget fra 2017 til 2018 steg med 18 pct.

Den britiske storbank Barclays vurderer, at markedet for plantebaseret kød og kultiveret kød kan vokse sig til 140 mia. dollar i løbet af de næste ti år, hvilket svarer til 938 mia. kr.

Generelt er det også producenter af plantekød, der har fået den største mængde investeringer indtil videre. Ifølge AT Kearney har producenterne globalt modtaget 900 mio. dollar, svarende til 5,9 mia. kr., op til 2018. Kultiveret kød havde modtaget 50 mio. dollar, svarende til 328,6 mio. kr., op til 2018.

Danish Crown med plantekød i porteføljen

Når det kommer til at skulle føre an i de nye kødtrends, peger Gotfred Berntsen på USA. Her tror han, at det er store kødproducenter som Tyson Foods og Cargill, der vil tage fat i de nye kødtrends. De er uafhængige fra landmænd og andre kødleverandører, modsat f.eks. Danish Crown og dets andelshavere.

"Vi tror, at de kommer til at se på producenter af kultiveret kød som bare en ny type leverandør, på samme måde som de ser en grisebonde i dag. Det går så ind i deres produktionskæde, og så forædler de videre," siger han.

Netop Danish Crown vil i denne prognose stå over for en udfordring. For hvis slagterikoncernen, der er ejet af omkring 7150 landmænd, skal omstille sig og tage råvarer ind, som ikke kommer fra landmændene, vil der være en strukturel udfordring, lyder det.

"Deres eksistensgrundlag er jo at give bønderne omsætning for deres råvarer. Når man i stor skala begynder at købe kultiveret kød fra nogen, som ikke er en bonde, så fremstår det for mig som en strukturel udfordring for et selskab som Danish Crown. Selvom deres kompetence, når det gælder den nedre del af værdikæden, er tilpasset til fremtiden, så kan jeg se, at de har en udfordring med deres ejerskab," siger Gotfred Berntsen.

Hvordan en sådan omlægning kan ske, kan man stadig kun spekulere i, tilføjer han. Men hvis man skal tage prognosen alvorligt, skal Danish Crown have nogle af de nye kødtyper ind i deres forretning. I det mest aggressive scenarie kan udviklingen på kødmarkedet betyde, at mange landmænd med kvæg, svin osv. må lukke ned, siger han.

"Selskaber som Cargill, som ikke har nogen speciel binding med landmændene, har betydeligt lettere ved at lave sådan en omstilling end Danish Crown, som er ejet af bønderne."

Gotfred Berntsen tilføjer, at det scenarie, der tegnes i rapporten, giver anledning til at Danish Crown kan gå ind i de to nye markedssegmenter, uden at skrækscenarierne skal udfolde sig for andelshaverne.

Adm. direktør i Danish Crown, Jais Valeur, har tidligere til jyskebank.tv afvist, at Danish Crown skal til at producere plantekød. "Vores kerneområde er kød," lød det.

Beyond Meat fortsætter stigning på børsen til nyt rekordniveau

Plantebranchen vil have fair konkurrence mellem kød og planter i EU

Tyson Foods slår igen: Melder sig på banen med alternativer til kød 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter