Hvis man bestiller en burger på en af Burger Shacks 13 burgerbarer, bliver bøffen stegt til 65 grader. På to kontrolbesøg i Odense og Kolding har det givet anledning til sure smileys og bøder på i alt 15.000 kr., fordi man ifølge Fødevarestyrelsen kan blive syg af bakterier i bøffen.
Afgørelsen undrer direktøren i kæden, fordi tre andre kontrolbesøg i andre restauranter ikke gav anledning til anmærkninger. Det skriver BT.
"Det er enormt frustrerende, når der tilsyneladende er forskellige regler fra by til by. Så er det altså svært at finde ud af, hvad man skal og ikke skal gøre," siger Christoffer Kjærholm, direktør i Burger Shack, til BT.
Han mener, at kæden har handlet i god tro. Hos Fødevarestyrelsen står man dog fast.
"Jeg kan godt forstå, at han undrer sig. Selvfølgelig kan vi jo indimellem vurdere forskelligt. Sådan er det, når det er mennesker og ikke maskiner, der ser på det, selv om vi gør rigtig meget for at lave en ensartet kontrol. Men om det er det, der er årsagen her, er ikke umiddelbart muligt at sige, da forholdene i den enkelte restaurant spiller ind," siger Bente Holst, fødevarechef ved Fødevarestyrelsen, til mediet.
Ifølge Fødevarestyrelsen skal Burger Shack i højere grad kunne dokumentere, at mediumstegte bøffer er bakteriefri. Burger Shack har klaget over kontrolrapporterne, og sagen behandles i Fødevareklagenævnet. Der forventes at komme en afgørelse om et halvt år, fremgår det.
Desuden har kæden ændret sin procedure. Nu bliver alle kunder spurgt, hvordan de vil have bøffen stegt. Før stod der bare et skilt med, at bøffen blev mediumstegt, medmindre man bad om andet.
Burgerkæde i vejret på opjustering og stærk vækst
Jysk burgerkæde vil åbne fire restauranter i København i 2019
Dansk burgerbar væltet omkuld af amerikansk hæder